OUH får ny professor i kræft og familiesygepleje
Karin Brochstedt Dieperink, sygeplejerske, ph.d., er ny professor i kræft og familiesygepleje på Onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) og Klinisk Institut, SDU, hvor hun også er viceinstitutleder.
Planen er, at Karin Brochstedt Dieperink i sit professorat skal opbygge den sygeplejefaglige forskning på OUH's onkologiske afdeling. Derudover fortsætter hun sin forskning i patient- og familieinddragelse i forbindelse med senfølger, rehabilitering eller palliation relateret til kræftforløb og skal udvikle interventioner målrettet familier berørt af kræft.
Karin Brochstedt Dieperink har siden 2010 lavet forskningsprojekter inden for senfølger, rehabilitering, palliation, innovation og sygepleje til patienter med kræft. Forskningen har de senere år i tiltagende grad inkluderet familien, idet forskning har vist, at det at have kræft ikke kun påvirker den enkelte patient, men hele familien. Flere projekter har haft en innovativ inddragende tilgang, f.eks. med brug af patientrapporterede oplysninger (PRO) eller med videokonsultationer og videostuegang. Forskningen har blandt andet medført, at patienter og familier på det nye OUH i højere grad skal tilbydes mulighed for videostuegang.
Interessen for familieforskning har medført, at Karin Brochstedt Dieperink i samarbejde med en styregruppe har oprettet Family Focused Healthcare research Center, FaCe (Center for Familiesundhed) på Klinisk Institut. Karin Brochstedt Dieperink er desuden formand for Dansk Selskab for Familiesygepleje.
Karin Brochstedt Dieperink har været initiativtager til oprettelsen af Dansk Forskningsnetværk for Sygeplejersker i kræftfeltet, som nu inkluderer mere end 40 forskere og ph.d.-studerende fra hele landet. Hun arbejder desuden tæt sammen med europæiske og australske forskere og er adjungeret professor på Griffith University i Brisbane.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .




