Skip to main content

 

Datroway forbedrer symptomer og livskvalitet hos patienter med metastatisk triple-negativ brystkræft

ESMO BC: Førstelinjebehandling med Datroway (datopotamab deruxtecan, Dato-DXd) forsinker forværring af fysisk funktion, global helbredsstatus, livskvalitet og armsymptomer sammenlignet med kemoterapi hos patienter med lokalrecidiverende inoperabel eller metastatisk triple-negativ brystkræft.

Det viser patientrapporterede data fra fase III-studiet TROPION-Breast02 (abstract #415O), som blev præsenteret ved ESMO Breast Cancer 2026.

Den primære analyse af TROPION-Breast02 blev fremlagt på den årlige ESMO-kongres i efteråret 2025. Her viste Dato-DXd statistisk signifikante forbedringer i samlet overlevelse og progressionsfri overlevelse sammenlignet med kemoterapi hos patienter med lokalrecidiverende inoperabel eller metastatisk triple-negativ brystkræft, hvor immunterapi ikke var en behandlingsmulighed. Den aktuelle analyse undersøger behandlingens betydning for patienternes symptomer, funktionsevne og livskvalitet. 

I studiet blev 323 patienter randomiseret til Dato-DXd og 321 til lægens valg af kemoterapi. Patientrapporterede sekundære endepunkter omfattede tid til første og bekræftet forværring af smerter, fysisk funktion og global helbredsstatus/livskvalitet målt med EORTC QLQ-C30/IL146 samt bryst- og armsymptomer målt med EORTC IL116.

Tid til forværring var generelt til fordel for Dato-DXd. For fysisk funktion var hazard ratio 0,67 (95% CI: 0,51-0,90) for første forværring og 0,59 (95% CI: 0,42-0,83) for bekræftet forværring. For global helbredsstatus/livskvalitet var hazard ratio 0,64 (95% CI: 0,46-0,88) for første forværring og 0,61 (95% CI: 0,41-0,91) for bekræftet forværring. 

For armsymptomer var effekten ligeledes til fordel for Dato-DXd med en hazard ratio på 0,51 (95% CI: 0,35-0,75) for første forværring og 0,48 (95% CI: 0,30-0,76) for bekræftet forværring.

For smerter og brystsymptomer var forskellen på behandlingerne ikke statistisk signifikant. For smerter var hazard ratio således 0,79 (95% CI: 0,55-1,15) for første forværring og 0,70 (95% CI: 0,44-1,13) for bekræftet forværring. For brystsymptomer var hazard ratio henholdsvis 0,91 (95% CI: 0,57-1,46) og 0,69 (95% CI: 0,39-1,23). 

Resultaterne understøtter – ifølge forskerene bag studiet – Dato-DXd som en ny førstelinjestandard i denne setting.