Nye data slår fast: Flere brystkræftpatienter bliver kræftfri med neoadjuverende Enhertu

ESMO BC: Neoadjuverende behandling med Enhertu (trastuzumab deruxtecan, T-DXd) efterfulgt af paclitaxel, trastuzumab og pertuzumab (THP) giver markant mindre restsygdom end den nuværende standardbehandling hos patienter med højrisiko HER2-positiv tidlig brystkræft. Ledende overlæge Hella Danø håber, at behandlingen en dag bliver ny standard.

”Det er flotte resultater, og jeg håber, at vi en dag får adgang til behandlingen. Vi ved nu, at T-DXd-THP giver flere komplette responser og mindre restsygdom, men vi mangler stadig modne data for eventfri overlevelse. Foreløbig kigger vi med fra sidelinjen og venter spændt på mere modne data,” siger Hella Danø, ledende overlæge ved Onkologisk og Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital.

Kan blive praksisændrende

På kongressen ESMO Breast Cancer 2026, som netop er afholdt i Berlin, blev der præsenteret positive resultater for residual cancer burden (RCB) fra DESTINY-Breast11-studiet (abstract #LBA1). I studiet er neoadjuverende T-DXd-THP afprøvet over for den nuværende standardbehandling med 'dose-dense' antracyclin og cyclophosphamid efterfulgt af trastuzumab og pertuzumab (ddAC-THP) hos patienter med højrisiko HER2-positiv tidlig brystkræft.

RCB er et sekundært endepunkt i studiet. Det måler mængden af residual invasiv sygdom i bryst og lymfeknuder efter neoadjuverende behandling. RCB klassificeres i fire kategorier, hvor RCB-0 svarer til ingen residual sygdom i bryst eller lymfeknuder, mens RCB-I angiver minimal residual sygdom. RCB-0 og RCB-I er associeret med en markant bedre prognose end RCB-II og RCB-III.

De nye data viser, at andelen af patienter med RCB-0 eller RCB-I var højere med T-DXd-THP end med ddAC-THP (81,3 procent mod 69,1 procent), svarende til en absolut forskel på 12,2 procentpoint. Fordelen blev observeret på tværs af alder, region, hormonreceptorstatus, stadium og lymfeknudestatus.

Blandt patienter med ER-positiv sygdom var RCB-0/I-raten 78,0 procent med T-DXd-THP og 64,7 procent med ddAC-THP, mens de tilsvarende rater ved ER-negativ sygdom var 90,4 procent og 81,2 procent.

I efteråret blev der – under den store årlige ESMO-kongres – præsenteret en analyse af det primære endepunkt patologisk komplet respons (pCR). Også her var T-DXd-THP overlegen, idet 67,3 procent af patienterne i T-DXd-THP-armen opnåede pCR sammenlignet med 56,3 procent i ddAC-THP-armen, svarende til en absolut forskel på 11,2 procentpoint (95% CI 4,0-18,3; p=0,003).

Sikkerhedsdata fra studiet er også tidligere præsenteret på den amerikanske SABCS-kongres i december 2025. Der var færre grad ≥3 hændelser med T-DXd-THP end med ddAC-THP. Der blev dog observeret en større forekomst af kvalme og opkast med T-DXd-THP. Derudover var forekomsten af perifer neuropati også højere ved T-DXd-THP, men generelt var der tale om lave bivirkningsgrader og mindre alvorlige hændelser.

Kombinationen af de gode effekt- og sikkerhedsdata får Hella Danø til at spå behandlingen end lovende fremtid:

”Jeg tror, at studiet kan blive praksisændrende. Behandlingen er bedre og mindre toksisk end den behandling, vi bruger i dag,” siger hun.

Neoadjuverende eller adjuverende?

Sideløbende med DESTINY-Breast11 kører DESTINY-Breast05, hvor T-DXd gives adjuverende frem for neoadjuverende som i DESTINY-Breast11.

På ESMO-kongressen i efteråret blev der præsenteret data, som viste, at adjuverende behandling med T-DXd reducerer risikoen for sygdomstilbagefald med mere end 50 procent sammenlignet med den nuværende standardbehandling trastuzumab emtansin (T-DM1) hos patienter med HER2-positiv tidlig brystkræft med restsygdom efter neoadjuverende behandling.

De positive resultater med T-DXd i de to studier giver anledning til spekulationer om, hvorvidt man bør placere T-DXd i den neoadjuverende eller den adjuverende setting.

Overlæge Christina Bjerre udtalte sig om det spørgsmål i forbindelse med ESMO-kongressen i efteråret.

”Det er det spørgsmål, alle stiller sig selv, og vi får ikke svar på det i studierne. Der er behov for et studie, som afklarer det spørgsmål, og så har vi brug for at undersøge nærmere, om vi kan skræddersy behandlingen til den enkelte patient,” sagde Christina Bjerre til Onkologisk Tidsskrift.

”Hvis man kigger isoleret på det neoadjuverende studie, så skal vi jo gå efter, at flest mulige patienter opnår pCR, så de slipper for tung efterbehandling. Resultaterne af DB11 taler for at give T-DXd neoadjuverende. Men det er uafklaret, hvad vi så gør med de patienter, der ikke opnår pCR,” lød det fra overlægen.