Skip to main content

 

ADC og bispecifikt antistof viser høj responsrate ved metastatisk triple-negativ brystkræft

ESMO BC: Kombinationen af det bispecifikke antistof pumitamig – der er rettet mod PD-L1 og VEGF-A – og det TROP2-rettede antistof-lægemiddelkonjugat (ADC) DB-1305/BNT325 giver høje responsrater hos patienter med tidligere ubehandlet lokalavanceret eller metastatisk triple-negativ brystkræft.

Det viser data fra dosis-ekspansionsdelen af et åbent multicenter fase I/II-studie (abstract #426RO), som blev præsenteret ved ESMO Breast Cancer 2026.

Studiet blev gennemført i Kina og USA og inkluderede patienter med lokalavanceret eller metastatisk triple-negativ brystkræft uden tidligere systemisk behandling for avanceret sygdom. Patienterne modtog pumitamig og DB-1305/BNT325 hver tredje uge. De primære endepunkter var objektiv responsrate og sikkerhed, mens sygdomskontrolrate var et sekundært endepunkt. 

Ved data cut-off 22. december 2025 – med en median opfølgningstid på 5,5 måneder – havde 30 patienter modtaget mindst én dosis pumitamig plus DB-1305/BNT325. Medianalderen var 55,5 år, 83,3 procent var kinesiske, og 80,0 procent havde ECOG performance status 1.

Median behandlingsvarighed var 4,9 måneder, og 24 patienter (80,0 procent) var fortsat i behandling ved data cut-off.

Effektanalysen omfattede 29 patienter. Den ubekræftede objektive responsrate var 82,8 procent (95% CI: 64,2-94,1), og 24 patienter opnåede delvist respons. Den bekræftede objektive responsrate var 75,9 procent (95% CI: 56,5-89,7) – to responser afventede fortsat bekræftelse.

Sygdomskontrolraten var 96,6 procent, og alle tilfælde af stabil sygdom var ledsaget af tumorsvind.

Behandlingsrelaterede bivirkninger blev rapporteret hos 96,7 procent af patienterne, og 43,3 procent havde bivirkninger af grad 3 eller højere.

Grad 3+ stomatitis relateret til DB-1305/BNT325 eller pumitamig forekom hos fem patienter (16,7 procent). Bivirkninger førte til dosisreduktion hos 30 procent og behandlingsafbrydelse ligeledes hos 30,0 procent.

Én patient seponerede behandlingen på grund af bivirkninger. Der blev ikke rapporteret dødsfald som følge af bivirkninger.