MET-hæmmer forlænger overlevelsen ved resistent lungekræft
ESMO: Progression på Tagrisso (osimertinib) behøver ikke betyde et farvel til målrettet behandling, viser nyt studie. Tillæg af MET-hæmmeren savolitinib giver næsten fem måneders længere medianoverlevelse end kemoterapi hos patienter med EGFR-muteret lungekræft og udtalt MET-overekspression eller MET-amplifikation.
Det viser de primære resultater fra det globale fase III-studie SAFFRON, som blev præsenteret den 25. oktober ved Presidential Symposium II på ESMO 2026 (abstract #LBA6).
Den mediane samlede overlevelse (OS) var 17,8 måneder med osimertinib plus savolitinib mod 12,9 måneder med platinbaseret kemoterapi og pemetrexed. Hazard ratio for død var 0,68 (95% CI 0,50-0,91; p=0,010), og forskellen var statistisk signifikant.
Også studiets primære endepunkt, progressionsfri overlevelse (PFS) vurderet ved blindet uafhængig central gennemgang, blev forbedret. Median PFS var 7,6 måneder med den målrettede kombination mod 5,4 måneder med kemoterapi (HR 0,55; 95% CI: 0,42-0,72; p<0,001).
Rammer en mekanisme bag resistens
SAFFRON undersøger en strategi, hvor EGFR-hæmningen fortsættes med osimertinib, mens savolitinib hæmmer MET. MET-overekspression og MET-amplifikation kan give kræftcellerne en alternativ vækstvej og dermed bidrage til resistens mod osimertinib.
Studiet omfattede 338 voksne med fremskreden EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som var progredieret efter osimertinib i første eller anden linje.
Patienterne skulle have udtalt MET-overekspression, defineret som immunhistokemisk farvningsintensitet 3+ i mindst 90 procent af tumorcellerne, og/eller MET-amplifikation med mindst 10 genkopier målt ved FISH.
Resultaterne gælder dermed en nøje biomarkørselekteret gruppe med høje MET-niveauer.
Patienterne blev randomiseret til osimertinib plus savolitinib (n=171) eller platin-pemetrexed (n=167). Osimertinib blev givet som 80 mg én gang dagligt og savolitinib som 300 mg to gange dagligt. Kontrolgruppen fik fire serier pemetrexed sammen med carboplatin eller cisplatin, efterfulgt af vedligeholdelsesbehandling med pemetrexed hver tredje uge.
Længere responsvarighed
Investigators vurdering af PFS understøttede den centrale gennemgang. Her var median PFS 7,4 mod 4,2 måneder (HR 0,47; 95% CI: 0,36-0,61).
Blandt patienter med respons var den mediane responsvarighed 9,7 måneder med osimertinib plus savolitinib mod 5,7 måneder med kemoterapi. Konfidensintervallerne var henholdsvis 7,6-12,5 og 4,4-8,1 måneder.
Ifølge forskerne var PFS-gevinsten konsistent i undergrupperne med MET-overekspression og MET-amplifikation. Dataskæringen var den 6. juli 2026.
Flere alvorlige hændelser og behandlingsophør
Behandlingsrelaterede bivirkninger af grad ≥3 blev registreret hos 40 procent med osimertinib plus savolitinib mod 52 procent med kemoterapi.
Når alle uønskede hændelser opstået under behandlingen blev medregnet, uanset vurderet årsagssammenhæng, var andelen med hændelser af grad ≥3 henholdsvis 64 og 63 procent.
Alvorlige uønskede hændelser forekom imidlertid hyppigere med den målrettede kombination: 41 mod 28 procent. Uønskede hændelser førte til behandlingsophør hos henholdsvis 14 og otte procent.
I sponsorens supplerende opgørelse var den mediane behandlingseksponering samtidig længere med osimertinib plus savolitinib: 8,5 mod 3,5 måneder.
