Head-to-head-studie udfordrer praksis ved fremskreden lungekræft
ESMO: Kemoimmunterapi overgår immunterapi alene i den første direkte sammenligning mellem de to behandlinger ved fremskreden ikke-småcellet lungekræft. Det kan få betydning for den kliniske praksis.
Tillæg af platinbaseret kemoterapi til Keytruda (pembrolizumab) mere end fordoblede den mediane progressionsfrie overlevelse (PFS) sammenlignet med pembrolizumab alene hos patienter med fremskreden ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) og PD-L1 ≥50 procent.
Det viser resultater fra det randomiserede fase III-studie PERSEE (abstract #2614O), som blev præsenteret ved det europæiske onkologiske selskabs årsmøde ESMO 2026.
Studiet er ifølge lungeonkolog Rikke Andersen fra Afdeling for Kræftbehandling på Herlev Hospital særligt interessant, fordi det er det første randomiserede fase III-studie, som direkte sammenligner de to behandlingsstrategier i denne patientgruppe. Indtil nu har der kun været sammenligninger på tværs af studier og registerdata. Hendes vurdering bygger på abstractet.
I Danmark er immunterapi alene (pembrolizumab, atezolizumab eller cemiplimab) standardbehandling til patienter med PD-L1 ≥50 procent. Det er anbefalet på baggrund af studierne KEYNOTE-024, IMpower110 og EMPOWER-Lung 1, hvor immunterapi gav længere overlevelse og færre alvorlige bivirkninger sammenlignet med kemoterapi. Kemoimmunterapi anbefales kun til patienter med PD-L1 <50 procent i de danske retningslinjer.
Ifølge Rikke Andersen nævner ESMO og ASCO kemoimmunterapi som en mulighed hos udvalgte patienter med PD-L1 ≥ 50 procent, mens den amerikanske sammenslutning af cancercentre, National Comprehensive Cancer Network, sidestiller kemoimmunterapi og immunterapi alene. Uenigheden afspejler, at der indtil nu ikke har været en randomiseret sammenligning.
Retningslinjerne skal ikke ændres på baggrund af et abstract, men de skal tages op igen, når den fulde publikation foreligger, vurderer Rikke Andersen.
”PERSEE betyder ikke, at alle med PD-L1 ≥ 50 procent skal have kemoimmunterapi. Men det bør være et reelt tilbud til robuste patienter med stor tumorbyrde, symptomer eller behov for hurtig tumorreduktion, og når der er risiko for, at patienten ikke når en anden linje. Valget skal tages sammen med patienten ud fra alder, almentilstand, komorbiditet, tumorbyrde, symptomer og egne prioriteter,” siger hun.
Stor PFS-forskel
PERSEE inkluderede 321 patienter med tidligere ubehandlet stadium IV-NSCLC eller stadium III-NSCLC, som ikke kunne behandles med stråleterapi. Inklusionskriterierne var PD-L1 ≥50 procent, performance status 0-1 og ingen EGFR- eller ALK-forandringer.
Patienterne blev randomiseret 1:1 til pembrolizumab plus platinbaseret kemoterapi eller pembrolizumab alene.
Efter en median opfølgningstid på 38,7 måneder var median PFS 16,1 måneder med kemoimmunterapi mod 6,9 måneder med pembrolizumab alene (HR 0,56; 95% CI: 0,43-0,74; p<0,001).
Den objektive responsrate var 77,5 procent med kemoimmunterapi mod 50,3 procent med pembrolizumab alene. Median responsvarighed var 30,0 mod 15,6 måneder, men forskellen var ikke statistisk signifikant (HR 0,86; 95% CI: 0,59-1,24).
Median samlet overlevelse var 50,2 måneder med kemoimmunterapi mod 29,9 måneder med pembrolizumab alene. Forskellen var imidlertid ikke statistisk signifikant (HR 0,77; 95% CI: 0,57-1,05).
”Studiet var dimensioneret til at vise en forskel i PFS, og overlevelse var et sekundært endepunkt. Signalet peger samme vej som tidligere samlede analyser af de randomiserede studier, blandt andet FDA’s poolede analyse fra ASCO 2022 og en metaanalyse i JAMA Oncology fra i år. Men PERSEE alene dokumenterer ikke en overlevelsesgevinst,” siger Rikke Andersen.
Flere alvorlige bivirkninger
Den længere PFS havde en pris i form af højere toksicitet. Behandlingsrelaterede bivirkninger af grad ≥3 blev rapporteret hos 53,8 procent med kemoimmunterapi mod 19,3 procent med pembrolizumab alene.
Rikke Andersen peger på, at abstractet ikke indeholder oplysninger om blandt andet livskvalitet og om den efterfølgende behandling i monoterapiarmen. Det sidste er afgørende for tolkningen af overlevelsesresultatet.
Hun fremhæver også, at studiepopulationen i PERSEE generelt var yngre og raskere end de patienter, lægerne typisk ser i Danmark.
”Patienterne var i performance status (PS) 0-1 med en medianalder på 64 år. Danske patienter er ofte ældre og har mere komorbiditet, og i FDA-analysen var der ingen tegn på gevinst ved at lægge kemo til immunterapi hos patienter på 75 år og derover. For ældre, skrøbelige patienter og patienter i PS 2 vil monoterapi ofte fortsat være det bedste valg,” siger Rikke Andersen.