Ny HER2-ADC forbedrer PFS ved HER2-positiv brystkræft
Trastuzumab rezetecan forbedrer den progressionsfri overlevelse (PFS) markant hos patienter med inoperabel eller metastatisk HER2-positiv brystkræft sammenlignet med pyrotinib plus capecitabin.
Det viser data fra det kinesiske fase III-studie HORIZON-Breast01. Formålet med HORIZON-Breast01-studiet, som er publiceret i The Lancet Oncology, var at evaluere effekten og sikkerheden af trastuzumab rezetecan over for pyrotinib plus capecitabin hos patienter med HER2-positiv brystkræft. Studiet blev udført på 50 hospitaler i Kina.
De deltagende 287 patienter var i alderen 18-75 år, med en median alder på 55,0 år, og havde inoperabel eller metastatisk HER2-positiv brystkræft. Patienterne havde tidligere modtaget taxan og trastuzumab i fremskredent stadie eller havde oplevet sygdomsprogression inden for 12 måneder efter (neo)adjuverende behandling med et monoklonalt HER2-antistof og taxanbaseret regime. Deltagerne havde målbare læsioner og en Eastern Cooperative Oncology Group-performancestatus på 0 eller 1.
De 287 patienter blev randomiseret (1:1; stratificeret efter hormonreceptorstatus og tidligere kemoterapilinjer for metastatisk sygdom) til enten intravenøs trastuzumab rezetecan (4,8 mg/kg) på dag et i hver 21-dages cyklus eller oral pyrotinib 400 mg én gang dagligt kontinuerligt plus oral capecitabin 1000 mg/m2 to gange dagligt på dag 1-14 i hver 21-dages cyklus (kontrolgruppen). Protokolændringer førte til en midlertidig ændring af trastuzumab rezetecan-dosis til 6,4 mg/kg, men den primære evaluering fokuserer på 4,8 mg/kg-gruppen.
Betydeligt længere PFS
Efter en median opfølgning på 15,0 måneder for trastuzumab rezetecan-gruppen og 13,9 måneder (11,4-17,8) for kontrolgruppen var der i alt 124 progressionsfri overlevelseshændelser, 37 (26 procent) i trastuzumab rezetecan-gruppen og 87 (60 procent) i kontrolgruppen.
Den mediane PFS var 30,6 måneder ved behandling med trastuzumab rezetecan og 8,3 måneder ved behandling med pyrotinib plus capecitabin (HR 0,22 [0,15-0,34]; p < 0,0001). PFS-raten efter 12 måneder var 84,7 procent i trastuzumab rezetecan-gruppen versus 35,5 procent i kontrolgruppen.
De mest almindelige grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger var nedsat neutrofiltal (54 procent med trastuzumab rezetecan mod ni procent i kontrolgruppen), nedsat antal hvide blodlegemer (20 procent mod tre procent) og nedsat antal blodplader (11 procent mod en procent).
Behandlingsrelaterede alvorlige bivirkninger forekom hos 13 procent i trastuzumab rezetecan-gruppen og 12 procent i kontrolgruppen. To uønskede hændelser førte til død. Den ene var septisk shock, der ikke var relateret til trastuzumab rezetecan-behandling. Det andet dødsfald havde ukendt årsag og blev vurderet som relateret til pyrotinib plus capecitabin. Interstitiel lungesygdom forekom hos tre procent af patienterne i trastuzumab rezetecan-gruppen.
