
Nomineret til Frontløberprisen 2026: Aida Nafei Christensen vil have de svære valg frem i lyset
Der er ikke altid ét rigtigt svar, når en patient med kræft skal behandles. Aida Nafei Christensen sætter de svære kliniske dilemmaer på dagsordenen og får kollegaerne med i diskussionen. Det er blandt andet derfor, hun er nomineret til Årets onkologiske talent.
”Hvad er vigtigt for patienten? Er det at have gjort mest muligt for at leve videre på trods af mange bivirkninger, for eksempel for at se et barnebarn blive gift? Eller er det at få en god sidste tid med den nærmeste familie uden at være meget på sygehuset?”
Den slags afvejninger optager Aida Nafei Christensen, fortæller hun. Hun er hoveduddannelseslæge i klinisk onkologi på Kræftafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup, med særligt fokus på lungekræft. Og så er hun nomineret til Frontløberprisen 2026 som Årets onkologiske talent.
I indstillingen fremhæver hendes afdeling netop Aida Nafei Christensens initiativer til at drøfte kliniske dilemmaer.
Hun har fra ”dag et formået at udnytte hverdagens kliniske problemstillinger til læring, formidling, diskussion og etisk refleksion,” skriver uddannelsesansvarlig ledende overlæge Lone Duval.
På Aida Nafei Christensens initiativ har kollegaerne til konferencer og på tværs af ambulatorier diskuteret blandt andet social ulighed i sundhed, brugerinddragelse og vigtigheden af at vælge klogt blandt mange nye behandlinger i en verden af ældre og tiltagende skrøbelige patienter.
Din afdeling fremhæver, at du ofte bruger konkrete kliniske situationer som afsæt for faglige og etiske diskussioner. Hvilke spørgsmål synes du er vigtigst, at onkologer tør diskutere mere åbent?
”Koncepterne Vælg Klogt og Ulighed i Sundhed er i den grad på den politiske dagsorden, og det er helt relevant, fordi der lægefagligt er tale om meget komplekse begreber. De stiller store krav til, at vi kan se og vurdere det hele menneske, der sidder foran os, og samtidig finde vores og patientens plads i et system, hvor vi i tiltagende grad skal vælge og prioritere.
Det er jo også i høj grad for patientens skyld, så vi kan overholde vores lægeløfte om ikke at gøre mere skade end gavn. Nogle gange er den bedste behandling at holde hænderne i lommen, i overført betydning, og ikke slukke patientens håb, men flytte det fra for eksempel et længere liv eller helbredelse til en restlevetid med lindring og best supportive care.
Bare fordi vi kan behandle noget og har masser af præparater og behandlingsmodaliteter, betyder det ikke, at det altid er en god idé at anvende dem.”
Hvordan vurderer man efter din mening, hvornår en ny eller intensiv behandling er den rigtige løsning – og hvornår man bør vælge noget andet?
”Man bør se holistisk og helhedsorienteret på personen foran én. Hvad er lægeligt forsvarligt? Er der et rimeligt håb om effekt? Og er det den effekt, som patienten eller situationen kalder på?
Hvad er vigtigt for patienten? Er det at have gjort mest muligt for at leve videre på trods af mange bivirkninger, for eksempel for at se et barnebarn blive gift? Eller er det at få en god sidste tid med den nærmeste familie uden at være meget på sygehuset?
I sidste ende bør vi også tænke i omkostninger for sundhedsvæsenet, men det er der heldigvis instanser, der i store penselstrøg forholder sig kritisk til, før jeg som læge i klinikken skal tage stilling.”
Hvorfor valgte du onkologien – og hvorfor særligt lungekræft?
”Jeg har altid været draget af kræftpatienter og trives i samtalerne om liv og død. Jeg synes, det er spændende at have fingrene i komplekse patienter med hensyntagen til komorbiditet og under for eksempel en indlæggelse at skulle bruge mine internmedicinske kompetencer.
Der er et enormt bredt samarbejde med både kirurger og paraklinik, men også et stort tværfagligt samarbejde med terapeuter, fysikere, farmakonomer, farmakologer, sygeplejersker og hospitalspræster. Det er således en snæver og højt specialiseret opgave i en kompleks og holistisk setting.
Særligt lungekræftpatienterne fortjener prædikatet ’komplekse’, når vi taler komorbiditet, og det kræver nogle gange en del detektivarbejde at skelne symptomer fra kræftsygdom og livsstilssygdomme samt bivirkninger fra hinanden. Det trives jeg i.
Samtidig må jeg indrømme, at særligt den palliative patientgruppe er spændende at arbejde med, og her er der også mange gode samtaler om liv og død, livskvalitet og best supportive care.”
Hvilke fremskridt i behandlingen af lungekræft håber du især at se de kommende år?
”Jeg håber, at vi kan blive bedre til at vælge den rigtige behandling til de rigtige patienter. For eksempel er vi endnu ikke kloge nok på, hvorfor nogle lungekræftpatienter responderer godt på immunterapi, og hvorfor andre ikke gør.
Desuden er vurdering og behandling af oligometastatisk sygdom et interessefelt, som måske kan hjælpe os med at behandle nogle kræftpatienter bedre.”
Hvad er det ved oligometastatisk sygdom, du synes er særligt interessant, og hvor ser du det største potentiale for at forbedre behandlingen?
”Vi mangler på nuværende tidspunkt viden om, hvilke patienter en mere aggressiv og definitiv – tør jeg sige potentielt kurativ – behandling er indiceret til og vil virke godt hos.
Der er i øjeblikket stor interesse for lokalbehandling af oligometastatisk sygdom med helbredelse som mål hos nogle udvalgte patienter og hos andre måske som et middel til at forhale tiden til opstart eller skift af systemisk palliativ behandling.
Man kan jo drage inspiration fra patienter med coloncancer med levermetastaser, hvor man ofte vil gå efter en definitiv strategi. Der er stor interesse for, hvordan vi udvælger de patienter, der har gavn af definitiv lokalbehandling.
Her kan der måske være tale om biomarkører, mængden af cirkulerende tumor-DNA eller noget helt andet, der kan pege os i retning af, om patienten har en reel chance for at blive rask af sådan en behandling, eller om vi risikerer at give unødig aggressiv lokalbehandling, hvor der få måneder efter dukker flere metastaser op, og indgrebet viser sig at være overflødigt eller måske ligefrem skadeligt.”
Som bestyrelsesmedlem i Foreningen af Yngre Onkologer arbejder du med uddannelse og fastholdelse i specialet. Hvad mener du skal til, for at flere unge læger har lyst til at blive i onkologien?
”Alle undersøgelser viser, at både uddannelseslæger og speciallæger har for travlt. Som uddannelseslæger er vi i høj grad ansvarlige for vores egen uddannelse, og ofte hører jeg fra ældre kollegaer, at ’uddannelse er ikke noget, man får, det er noget, man tager’. Det er helt korrekt, men det er også rigtigt, at uddannelse er noget, vi giver til andre eller i hvert fald faciliterer.
Derfor tror jeg meget på skemalagt supervision. Der skal skabes tid til uddannelse i skemaerne – både for speciallæger og uddannelseslæger.
Derudover er udsigten til et massivt arbejdspres med stort ansvar og stadig mere komplicerede og tunge patientforløb i ambulatorierne et afskrækkende element for en del. Vi skal derfor forsøge at skabe luft.”
Hvad drømmer du selv om at bidrage med i din karriere fremover?
”Jeg håber at kunne bidrage til gode og nuancerede patientforløb med personlig behandling. Her tænker jeg ikke nødvendigvis på personlig medicin eller målrettet behandling, men måske mere på det menneskelige, hvor en holistisk tilgang anvendes i højere grad.”
Frontløberprisen
Medicinske Tidsskrifter har stiftet Frontløberprisen for at hylde læger, der tidligt i karrieren udviser et særligt talent og potentiale til at præge fremtidens behandling.
I år uddeles prisen i to kategorier: Årets onkologiske talent og Årets hæmatologiske talent. Kandidaterne er indstillet af landets kræftafdelinger og vurderes af en dommerkomité. De to vindere kåres ved en konference den 8. december 2026 i København.
Læs mere om prisen.
Tager mere ansvar
Aida Nafei Christensen er indstillet til Frontløberprisen 2026 af Kræftafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup. I indstillingen fremhæves hun blandt andet for at tage ansvar, der rækker ud over hendes egne kliniske opgaver.
Allerede som introduktionslæge bidrog hun organisatorisk til flytningen af Kræftafdelingen fra Herning til Gødstrup i 2022.
I sin nuværende ansættelse fremhæves hun blandt andet for undervisning og for at sætte faglige diskussioner i gang til gavn for yngre kollegaer og samarbejdspartnere.
Hun har ”i det hele taget dag for dag taget et kæmpestort ansvar både for andres og egen faglige udvikling, som har været forbilledlig,” skriver uddannelsesansvarlig ledende overlæge Lone Duval i indstillingen.
Ansvaret rækker også ud over afdelingen. Som bestyrelsesmedlem i Foreningen af Yngre Onkologer arbejder Aida Nafei Christensen med uddannelse og fastholdelse i specialet og påtager sig ifølge indstillingen dermed et bredere ansvar for kommende onkologers uddannelse.
