Skip to main content

 

Henrik Ullum ønsker at skabe overensstemmelse mellem LVS og medlemsselskabernes holdninger.
Henrik Ullum ønsker at skabe overensstemmelse mellem LVS og medlemsselskabernes holdninger.

Ny LVS-formand vil sikre lægefaglighed i debatten

Henrik Ullum blev i torsdag den 5. november valgt som ny formand for De Lægevidenskabelige Selskaber (LVS). Han vil arbejde for at udbygge LVS’ position som landets højeste lægefaglige kompetence.

Den nyudnævnte formand glæder sig til at gå i gang med arbejdet, som han forventer, bliver både hårdt og spændende. Et vigtigt fokus for Henrik Ullum er at sikre, at LVS’ lægefaglige kompetencer bliver inddraget i sundhedsdebatterne.

”I LVS vil vi gerne stå som den strengt lægefaglige stemme i debatten. Jeg håber på at være med til at fastholde og udbygge LVS’ position som den højeste lægefaglige kompetence. Målet er, at vi via sundhedsfaglige inputs, kan være med til at forbedre patientdiagnostik og -behandling,” siger han.

49-årige Henrik Ullum er leder af Rigshospitalets Biobankenhed, som han også er initiativtager til, og Virologisk Laboratorium på Region Hovedstadens Klinisk Immunologiske afdeling. Han har siddet i LVS’ bestyrelse i fem år, hvor han specielt har varetaget forskningsområdet.

Henrik Ullum forsker selv på fuld tid i bloddonorers sundhed og sammenhængen mellem immunforsvaret og jernstofskiftet. Derfor regner han også med, at et naturligt fokus for ham i sit formandskab bliver forskning.

Forskning kommer dog ikke til at fylde alt, understreger han:

”Det, jeg selv ved mest om, er forskning, så det vil falde mig lettest at have en mening om det. Det er dog ikke det samme som, at det vil være LVS’ fokusområde bredt set. Vi har en bestyrelse, som har mange kompetencer, og vi vil forsøge at have fokus på alle de vigtige områder. Lige for tiden har vi f.eks. meget fokus på debatten om prioritering.”

Vil repræsentere alle selskaber

Som et andet fokus for arbejdet som LVS-formand nævnet Henrik Ullum videreførelsen af de nationale kliniske retningslinjer som basis for en ensartet behandling af høj kvalitet i det danske sundhedsvæsen:

”Det ser ud til, at de nationale kliniske retningslinjer får fornyet liv via SATS-midler. Det har været et hjertebarn for LVS, så det vil vi gerne være med til at følge godt videre.”

Et tredje område, LVS vil have fokus på, er den lægelige videreuddannelse, fordi et godt uddannet sundhedspersonale er basen for at kunne give den bedst mulige behandling, fortæller Henrik Ullum.

LVS er paraplyorganisation for de i alt 119 lægevidenskabelige selskaber og deres 25.000 medlemmer. Henrik Ullum har som mål for sit formandskab at sikre, at LVS arbejder for at repræsentere alle selskabernes stemmer:

”Et meget konkret mål for mig vil være at sikre, at der er en høj grad af overensstemmelse med, at det, vi mener, er det, vores medlemsselskaber mener – og at vi kommer igennem med de synspunkter.”

Henrik Ullum er valgt for en periode af to år, og umiddelbart genvalg kan finde sted to gange. Han afløser professor Peter Schwarz, som efter fire år på formandsposten valgte ikke at genopstille til en sidste toårsperiode af personlige årsager.