Skip to main content

 

Keytruda forbedrer overlevelsen ved platinresistent recidiverende æggestokkræft

Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Underlivskræft.

Keytruda (pembrolizumab) plus ugentlig paclitaxel, med eller uden bevacizumab, forbedrer både progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS) hos mennesker med tidligere behandlet platinresistent tilbagevendende æggestokkræft.

Det viser fase III-studiet ENGOT-ov65/KEYNOTE-B96. Kvinder med epitelial æggestokkræft får ofte tilbagefald og bliver resistente over for platinbaseret kemoterapi. I ENGOT-ov65/KEYNOTE-B96-studiet, hvis resultater er publiceret i The Lancet Oncology, undersøgte man, om tilføjelse af pembrolizumab til ugentlig paclitaxel, med eller uden bevacizumab, forbedrer PFS og OS sammenlignet med ugentlig paclitaxel, med eller uden bevacizumab, hos patienter med platinresistent recidiverende æggestokkræft, som havde modtaget en til to tidligere systemiske behandlinger.

ENGOT-ov65/KEYNOTE-B96-studiet blev udført på 187 gynækologiske onkologiske centre i 25 lande i Amerika, Asien, Europa og Oceanien. I studiet deltog 643 kvinder med epitelial æggestokkræft, æggelederkræft eller primær peritonealkræft, som havde modtaget en til to tidligere systemiske behandlinger, herunder mindst én platinbaseret behandling, og som var progredieret højst seks måneder efter den sidste platinbaserede behandling.

Studiets primære endepunkt var PFS, og det centrale sekundære endepunkt var OS. Resultater fra to interimanalyser og den endelige analyse er inkluderet i artiklen i The Lancet Oncology.

Forbedret PFS og OS

Ved den første interimanalyse forbedrede pembrolizumab plus paclitaxel signifikant PFS over for placebo plus paclitaxel hos både kvinder med PD-L1 CPS ≥1 (median 8,3 måneder mod 7,2 måneder; hazard ratio [HR] 0,72; 95 procent CI 0,58–0,89; p=0,0014 α=0,012]) og i den samlede population (median 8,3 måneder mod 6,4 måneder; HR 0,70, 95 procent CI 0,58–0,84; p<0,0001, [α=0,0023]).

Ved den anden interimanalyse var OS signifikant forbedret i populationen med PD-L1 CPS ≥1 (median 18,2 måneder mod 14,0 måneder; HR 0,76, 95 procent CI 0,61–0,94; p=0,0053, [α=0,0083]).

Ved den endelige analyse var OS signifikant forbedret i den samlede population (median 17,7 måneder mod 14,0 måneder; HR 0,82, 95 procent CI 0,69–0,97; p=0,011 [α=0,024]).

Behandlingsrelaterede bivirkninger af grad 3+ forekom hos 68 procent af deltagerne i pembrolizumab plus paclitaxel-gruppen og hos 55 procent i placebo plus paclitaxel-gruppen. De mest almindelige behandlingsrelaterede bivirkninger (af enhver grad) omfattede anæmi, perifer neuropati, alopeci, træthed og kvalme. Behandlingsrelaterede bivirkninger resulterede i død hos fire deltagere i pembrolizumab plus paclitaxel-gruppen (colitis, interstitiel lungesygdom, akut myeloid leukæmi og tarmperforation) og hos fem deltagere i placebo plus paclitaxel-gruppen (hjertesvigt, tarmperforation [hos to deltagere] og tyktarmsperforation [hos to deltagere]).