Skip to main content

 

Livskvalitetsforværring kobles med ringe overlevelse ved tarmkræft

ESMO GI: Forværring i livskvalitet og performance status er forbundet med kortere samlet overlevelse (OS) hos patienter med metastatisk kolorektalcancer.

Det viser resultater fra PROMETCO-studiet, som blev præsenteret på ESMO GI 2026 (abstract #120P). Studiet er et internationalt prospektivt real world-studie med patienter med metastatisk kolorektalcancer.

PROMETCO inkluderede patienter, som havde haft mindst to sygdomsprogressioner efter at være diagnosticeret med metastatisk kolorektalcancer, og som var i stand til at modtage efterfølgende behandling. Patienterne blev fulgt i 18 måneder eller indtil død.

I alt indgik 736 patienter i studiet. Af disse modtog 608 mindst tre behandlingslinjer, og 400 patienter modtog tre behandlingslinjer uden at gå videre til fjerde linje. De 400 patienter blev inddelt i seks grupper baseret på behandlingssekvenser. De hyppigste sekvenser omfattede kemoterapi plus biologisk behandling i første og anden linje efterfulgt af trifluridin/tipiracil med eller uden bevacizumab i tredje linje.

ECOG performance status og livskvalitet (EuroQoL five dimensions visual analogue scale (EQ-5D-5L VAS)) blev opgjort på tværs af de seks behandlingsgrupper.

Analysen viste, at forværring i livskvalitet og kortere tid fra diagnose til inklusion var indikatorer for kortere overlevelse. En lavere EQ-5D-5L VAS-score ved baseline, defineret som ≤66,7, var forbundet med kortere OS sammenlignet med en score >66,7 (multivariabel hazard ratio (HR) 1,23; 95% CI: 1,00-1,51; p=0,051).

ECOG performance status var også forbundet med overlevelsen. Sammenlignet med ECOG PS 0 var ECOG PS ≥2 associeret med kortere OS med en multivariabel HR på 1,62 (95% CI: 1,13-2,33; p=0,009). Der var ingen signifikant forskel på ECOG PS 1 sammenlignet med ECOG PS 0 (HR 1,04; 95% CI: 0,85-1,28; p=0,687).

Tid fra diagnose af metastatisk kolorektalcancer til inklusion i PROMETCO-studiet var den stærkeste prognostiske faktor i modellen. Patienter, der havde haft metastatisk sygdom i ≤18 måneder ved inklusion, havde kortere OS end patienter, som var inkluderet >18 måneder efter diagnosen (HR 6,16: 95% CI: 4,90-7,74; p<0,001).