Skip to main content

 

Reviderede anbefalinger sætter fokus på senfølger efter kræft

Sundhedsstyrelsen har revideret sine anbefalinger vedrørende rehabilitering og lindrende indsatser til personer, der har eller har haft kræft. Forløbsprogrammet ser særligt på indsatsen i forhold til senfølger efter kræft.

Det reviderede forløbsprogram beskriver, hvordan sundhedspersonalet kan støtte personerne, også ved senfølger, der kommer efter nogle år. Forløbsprogrammet beskriver, hvordan indsatsen kan organiseres, så mennesker, der har eller tidligere har haft kræft og deres familier får tilbudt en målrettet og individuel indsats, der passer til deres behov.

Forløbsprogrammet anbefaler blandt andet: 

  • at sundhedspersonalet systematisk vurderer, hvilke behov der er for rehabiliterende eller palliative indsatser i forbindelse med en kræftsygdom
  • at mennesker med behov for rehabilitering eller palliative indsatser bliver henvist fra sygehus eller almen praksis til en afklarende samtale i kommunen, der har til formål at afdække den enkeltes ønsker og behov, samt tilrettelægge indsatser herudfra. 
  • at styrke indsatsen i forhold til senfølger, også selvom senfølgerne opstår flere år efter endt behandling

Baggrunden for anbefalingerne er, at flere danskere overlever en kræftsygdom og flere lever længere tid med en kræftsygdom end tidligere. Samtidig dør der stadig mere end 15.000 danskere af kræft hvert år. Der er derfor et stort behov for at sikre, at mennesker, der har eller har haft kræft, bliver hjulpet og støttet, så de bedst muligt kan bevare deres funktionsevne, eller genvinde den så godt som muligt, og at der gennem hele forløbet er fokus på den lindrende indsats.

Som en del af Kræftplan III blev det med finansloven for 2011 besluttet, at der skulle udarbejdes et forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. Forløbsprogrammet skulle bidrage til at sikre kvaliteten af den faglige indsats og koordineringen af indsatsen både tværfagligt og tværsektorielt.

Der er i løbet af de senere år endvidere udarbejdet flere faglige retningslinjer mv. for både generel og sygdomsspecifik rehabilitering og palliation til borgere med kræft, herunder Sundhedsstyrelsens kræftpakker/opfølgningsprogrammer og nationale kliniske retningslinjer på området. På trods af de forskellige initiativer viser en kortlægning af området væsentlige forskelle i de indsatser mennesker med kræft tilbydes og i forbindelse med Kræftplan IV blev det fastslået, at der i hele landet fortsat er behov for fokus på en højere og mere ensartet kvalitet af rehabilitering og palliation for mennesker med kræft.

Forløbsprogrammet henvender sig til planlæggere og ledere på sygehuse, i praksis og kommunerne samt fagprofessionelle, der arbejder med rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. Programmet er blevet revideret som en del af Kræftplan IV for at styrke den faglige indsats ved rehabilitering og palliation i forbindelse med kræftsygdom samt organiseringen og ansvarsfordelingen af indsatsen. 

Det reviderede forløbsprogram er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en bredt sammensat arbejdsgruppe og er baseret på den nyeste viden på området, herunder ekspertviden og praksiserfaringer. Rapporten om ’Vidensopsamling af senfølger efter kræft hos voksne’  er desuden et vigtigt input til arbejdet.