Højdepunkter fra ESMO: Gennembrud inden for flere kræftformer

ESMO 2026 bød på betydelige fremskridt inden for flere kræftsygdomme, som mangler effektive behandlingstilbud. Det var også på årets kongres, at der for første gang blev præsenteret positive fase III-data med en personlig kræftvaccine.

Et af de mest opsigtsvækkende studier blev præsenteret på kongressens første Presidential Symposium. Det endte sågar med stående ovationer i salen, efter at den amerikanske onkolog Jacob Sands fra Dana-Farber Cancer Institute i Boston havde præsenteret resultaterne af fase III-studiet DeLLphi-305 (abstract #LBA3).

Studiet viste, at patienter med småcellet lungekræft i udvidet sygdomsstadie (ES-SCLC) lever markant længere, når de får den bispecifikke T-celle-engager tarlatamab som vedligeholdelsesbehandling i tillæg til standardbehandlingen durvalumab.

Kombinationen reducerede risikoen for død med 58 procent.

Der er tale om et historisk gennembrud, mener overlæge Jon Lykkegaard Andersen, som var til stede under præsentationen.

”Småcellet lungekræft var i mange år en sygdom med meget begrænsede behandlingsmuligheder, men nu står vi over for et historisk gennembrud, hvor vi får betydeligt bedre behandling. Det er et meget imponerende studie, som rykker overlevelsen markant,” sagde Jon Lykkegaard Andersen, overlæge på Herlev Hospitals Afdeling for Kræftbehandling.

Studiet inkluderede 563 patienter uden progression efter førstelinjebehandling med durvalumab, platinbaseret kemoterapi og etoposid. Patienterne blev randomiseret 1:1 til tarlatamab plus durvalumab eller durvalumab alene indtil progression eller uacceptabel toksicitet. Det primære endepunkt var samlet overlevelse (OS).

Efter cirka 16 måneders median opfølgning var median OS 21,1 mod 12,7 måneder (HR 0,42; 95% CI: 0,32-0,54; p<0,001). Og efter 12 måneder var 79,4 procent i tarlatamab-armen og 53,3 procent i kontrolarmen fortsat i live.

Median progressionsfri overlevelse var 7,4 mod 1,9 måneder (HR 0,34; 95% CI: 0,28-0,42; p<0,001), og den objektive responsrate var 26,4 mod 4,1 procent (p<0,001).

Der opstod uønskede hændelser af grad ≥3 hos 46,8 mod 40,6 procent af patienterne. Cytokin release syndrome (CRS) blev rapporteret hos 49,6 procent med kombinationen, men kun én patient havde CRS af grad ≥3 (0,4 procent). Immun-relateret neurotoksicitet (ICANS) forekom hos 1,1 procent, og ingen tilfælde var af grad ≥3. Der var ingen fatale tilfælde af CRS eller ICANS.

Jon Lykkegaard Andersen vurderer, at bivirkningerne er håndterbare, men at behandlingen kræver et særligt beredskab og uddannelse af patienter og personale.

”Undervurderer man dem, eller reagerer man ikke i tide, kan de potentielt udvikle sig til meget alvorlige tilstande. Derfor er det afgørende at gribe ind tidligt,” siger han.

Kræftvaccine lever op til hypen

Det var også svært at komme uden om et andet fase III-studie, som der i tiden op til kongressen havde været massiv opmærksomhed omkring. Vaccinestudiet INTerpath-001 var ifølge en meget omtalt pressemeddelelse fra august faldet positivt ud – på ESMO blev konkrete resultater fra studiet endelig fremlagt (abstract #LBA1).

Data viste, at den individualiserede mRNA-vaccine intismeran autogene (intismeran) reducerede risikoen for recidiv eller død med 42 procent efter operation for højrisiko-melanom.

”De nye tal bekræfter det håb, som der har været på området. Så det er positivt, hvad det her abstract viser. Min optimisme for personaliserede kræftvacciner er intakt,” sagde Marco Donia, overlæge på Herlev og Gentofte Hospital og professor i immuno-onkologi ved Københavns Universitet.

Studiet omfattede 1.137 voksne med komplet reseceret kutant melanom i stadium IIB-IV. Patienterne blev randomiseret 2:1 til pembrolizumab plus intismeran eller placebo.

Efter en median opfølgning på 24,6 måneder var toårs recidivfri overlevelse 82,2 mod 70,0 procent (HR 0,58; 95% CI: 0,45-0,75; p<0,001).

Intismeran fremstilles individuelt efter sekventering af patientens tumorvæv. Op til 34 tumorspecifikke neoantigener indbygges i mRNA-behandlingen for at stimulere et T-cellerespons mod tumoren.

Også risikoen for fjernmetastaser eller død var signifikant reduceret. Efter to år var 88,5 mod 80,2 procent i live uden fjernmetastaser (HR 0,62; 95% CI: 0,45-0,85; p=0,002).

OS-data var dog fortsat umodne, og forskellen var ikke statistisk signifikant (HR 0,77; 95% CI: 0,45-1,31).

Uønskede hændelser af grad ≥3 forekom hos 23,6 mod 20,3 procent. Kombinationen gav især mere feber (52,2 mod 8,2 procent), smerter på injektionsstedet (51,0 mod 9,5 procent) og træthed (38,5 mod 29,7 procent). Begge behandlinger blev stoppet på grund af en bivirkning hos 6,5 mod 5,3 procent.

Ifølge Marco Donia er bivirkningsbilledet acceptabelt, men individuel vaccineproduktion vil kræve nye arbejdsgange og forsendelse af tumorvæv og data til virksomhederne bag behandlingen.

Nyt ADC forlænger livet ved livmoderkræft

På kongressens tredje og sidste Presidential Symposium blev der præsenteret data, som vakte stor begejstring hos overlæge Trine Jakobi Nøttrup, der er specialiseret i gynækologisk cancer på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling.

Det var resultater fra fase III-studiet TroFuse-005/ENGOT-en23/GOG-3095 (abstract #LBA11), som flere danske centre har deltaget i. Også Rigshospitalet, som dog ikke har rekrutteret patienter til studiet.

Data viste, at det TROP2-rettede antistof-lægemiddelkonjugat (ADC) sacituzumab tirumotecan (sac-TMT) forlænger både den samlede og den progressionsfri overlevelse hos patienter med tidligere behandlet fremskreden livmoderkræft.

”Hidtil har vi kun haft de gamle kemoterapier, som har en virkelig dårlig effekt. Nu kommer der pludselig en behandling, som forbedrer både den progressionsfri overlevelse og den samlede overlevelse. Det er virkelig glædeligt,” sagde Trine Jakobi Nøttrup, som selv overværede præsentationen.

Studiet inkluderede 776 patienter med avanceret eller recidiverende livmoderkræft. Alle havde fået platinbaseret kemoterapi og en PD-1/PD-L1-hæmmer, enten hver for sig eller i kombination, og måtte have fået op til tre tidligere behandlingslinjer.

Patienterne blev randomiseret 1:1 til sac-TMT eller investigators valg af doxorubicin eller paclitaxel indtil progression eller uacceptabel toksicitet.

Efter 14 måneders median opfølgning var median samlet overlevelse 19,0 mod 12,1 måneder (HR 0,68; 95% CI: 0,55-0,84; ensidig p=0,0001). Median progressionsfri overlevelse var 7,2 mod 3,9 måneder (HR 0,59; 95% CI: 0,50-0,70; ensidig p<0,0001).

Overlevelsesgevinsten kommer imidlertid med en toksicitet, som kræver særlig opmærksomhed. Trine Jakobi Nøttrup hæfter sig især ved, at stomatitis var meget udbredt ved behandling med sac-TMT.

Der opstod behandlingsrelaterede bivirkninger af grad ≥3 hos 54,4 mod 41,4 procent. Stomatitis blev rapporteret hos 54,9 mod 14,4 procent og var af grad 3 hos 9,9 mod 1,6 procent.

”Det er en virkelig god behandling, hvis vi kan få kontrol over bivirkningerne. For stomatitis er ikke nogen ubetydelig bivirkning,” siger Trine Jakobi Nøttrup.

Behandlingsrelaterede bivirkninger førte til permanent behandlingsophør hos 3,1 mod 4,9 procent og dødsfald hos 0,8 procent i begge arme. Den globale helbredsstatus og livskvalitet blev dog opretholdt over tid i begge arme.

Skal flere lungekræftpatienter have kemoimmunterapi?

I Danmark er det patientens PD-L1-udtryk, der i udgangspunktet afgør behandlingen ved metastatisk ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) uden onkogen drivermutation og performance status 0–1.

Ved PD-L1 ≥50 procent anbefales immunterapi alene, og ved lavere PD-L1-udtryk anbefales kombinationsbehandling med både immunterapi og kemoterapi.

Men det kan ændre sig, efter at det franske akademiske studie PERSEE for første gang har afprøvet de to behandlingsstrategier over for hinanden hos patienter med PD-L1 ≥50 procent (abstract #2614O).

Data viser, at kemoimmunterapi mere end fordobler median PFS ved fremskreden ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) med PD-L1 ≥50 procent sammenlignet med immunterapi alene.

Lungeonkolog Rikke Andersen fra Afdeling for Kræftbehandling på Herlev Hospital udtalte i forbindelse med kongressen, at retningslinjerne bør genvurderes, når den fulde publikation foreligger. Studiet er siden publiceret i Annals of Oncology.

”PERSEE betyder ikke, at alle med PD-L1 ≥ 50 procent skal have kemoimmunterapi. Men det bør være et reelt tilbud til robuste patienter med stor tumorbyrde, symptomer eller behov for hurtig tumorreduktion, og når der er risiko for, at patienten ikke når en anden linje,” sagde hun.

Studiet omfattede 321 tidligere ubehandlede patienter med stadium IV-NSCLC eller stadium III-sygdom, som ikke kunne behandles med stråleterapi. Alle havde performance status 0-1 og ingen EGFR- eller ALK-forandringer.

Patienterne blev randomiseret 1:1 til pembrolizumab plus platinbaseret kemoterapi eller pembrolizumab alene. Efter 38,7 måneders median opfølgning var median PFS 16,1 mod 6,9 måneder (HR 0,56; 95% CI: 0,43-0,74; p<0,001). Den objektive responsrate var 77,5 mod 50,3 procent.

Median samlet overlevelse (OS) var 50,2 mod 29,9 måneder, men forskellen var ikke statistisk signifikant (HR 0,77; 95% CI: 0,56-1,05).

Der opstod behandlingsrelaterede bivirkninger af grad ≥3 hos 53,8 procent med kemoimmunterapi mod 19,3 procent med pembrolizumab alene.