Strøm og kalk fjerner metastaser
Forskere på Herlev Hospital har undersøgt effekten af en behandling, hvor man ved hjælp af strøm lukker kalk direkte ind i kræftcellerne. De foreløbige resultater viser, at to ud af tre metastaser, som blev behandlet med kalk, er helt væk.
I første omgang har lægerne fra Herlev testet behandlingen på patienter, hvor kræften har spredt sig til huden. Forsøget går ud på, at patienterne får behandlet deres metastaser med enten forsøgsbehandlingen med kalk eller kemoterapi, der også lukkes ind i cellen ved hjælp af strøm.
I alt syv patienter med samlet 34 metastaser i huden har fået behandling med enten kemoterapi eller kalk og derefter de elektriske pulse. Et halvt år efter kan forskerne nu se, at to ud af tre metastaser, som blev behandlet med kalk, er helt væk.
Hos en af patienterne virkede behandlingen også på de metastaser, som ikke blev behandlet. Forskerne tror, at det hænger sammen med, at behandlingen tilsyneladende gør immunforsvaret i stand til at genkende kræftcellerne og dermed slå dem ihjel. På baggrund af det forestiller forskerne sig, at behandlingen med kalk og strøm i fremtiden kan kombineres med immunterapi.
Forskerne er nu ved at gøre resultaterne op og sammenligner effekten med de metastaser, der har fået elektrokemoterapi. De forventer at kunne offentliggøre et endeligt resultat i slutningen af året.
Eftersom behandlingen med strøm og kalk er både billig, simpel og tilsyneladende med meget få bivirkninger, tror forskerne på, at den kan få stor betydning i fremtiden, ikke mindst i lav- og mellemindkomst lande, hvor næsten 80 procent af verdens kræftpatienter bor, og hvor man har dårligt råd til de dyre kræftbehandlinger.
Forskerne skal nu i gang med at afprøve behandlingen på patienter med hoved-halskræft, og når de sidste godkendelser er på plads, testes behandlingen også på patienter med tarmkræft.
Forskningsprojektet forventes afsluttet i midten af 2017.
