Skip to main content

 

Nivolumab er win-win for hoved-halskræftpatienter

ESMO 2016: Udover at PD1-hæmmeren nivolumab (Opdivo) forlænger hoved-halskræftpatienters liv, vedligeholder den også deres funktionsevne og reducerer symptomer som følge af behandlingen. Det viser fase 3-studiet CheckMate 141, som blev præsenteret søndag på årets ESMO-kongres.

Studiet har tidligere, i 361 patienter med platin-refrektær tilbagevendende hovedhalskræft, påvist, at nivolumab forbedrer den samlede overlevelse med gennemsnitligt 2,5 måneder i forhold til standardkemoterapi (methotrexat, docetaxel eller cetuximab). De nye resultater viser, at også livskvaliteten forbedres med nivolumab.

”Nivolumab forbedrer ikke bare patienternes liv, men gør det på en måde, så deres funktion bevares, og deres symptomer reduceres, sammenlignet med standardkemoterapi,” siger førsteforfatter på studiet, professor Kevin Harrington, Division of Radiotherapy and Imaging, Institute of Cancer Research, London, England og fortsætter:

”Vi er vant til, at det skal gøre ondt, før det bliver godt, og at vi bliver nødt til at bede patienterne om at acceptere mere toxicitet for at få bedre resultater. Men immunterapi med nivolumab giver både bedre overlevelse og tillader patienterne at fungere på arbejde og socialt, blandt andet fordi de har færre smerter og er mindre trætte, end hvis de får kemoterapi. Det er et win-win-scenarie.”

CheckMate 141 er det første, som viser, at immunterapi er bedre end de klassiske behandlingsmuligheder, når det kommer til livskvalitet og symptomer. Analysens resultater er netop publiceret i New England Journal of Medicine.

Bedre funktion og færre symptomer

Analysen af de patientrapporterede effekter af behandling med nivolumab inkluderer 129 patienter, som enten har fået nivolumab eller standardkemoterapi. Patienterne har udfyldt spørgeskemaer ved hhv. begyndelsen af behandlingen, efter ni uger og efter 15 uger. Spørgsmålene handlede om patienternes funktionalitet, både deres fysiske formåen i forhold til at udfylde deres roller, f.eks. i forhold til job, og deres følelsesmæssige, kognitive og sociale velbefindende. De blev også stillet spørgsmål vedrørende symptomer såsom svimmelhed, smerter, kvalme og stakåndethed. Ud fra patienternes svar blev der beregnet en samlet score for deres sundhed.

Nogle af spørgsmålene var designet specielt til hoved-halskræftpatienter, da tumorerne i denne sygdom har konsekvenser, der adskiller sig fra andre kræftsygdomme. F.eks. kan tumorer i nakken være meget smertefulde og påvirke både spise- og talefunktion, ligesom de ofte er synlige, hvilket kan lede til social isolation.

For de patienter, som fik nivolumab, var både funktion og symptombyrde vedligeholdt eller forbedret efter ni og 15 uger sammenlignet med ved start af behandlingen. I modsætning hertil scorede patienter, som fik standardkemo dårligere på alle områder efter ni og 15 uger sammenlignet med ved start af behandlingen.

Dataene tyder på, at den gode kliniske effekt ved nivolumab vedligeholder de patientrapporterede resultater, lyder det fra forskerne bag undersøgelsen. Det er dog også sandsynligt, at det spiller en rolle, at nivolumab er en blidere behandling, som er associeret med færre bivirkninger end kemoterapi, som kan have en negativ effekt på livskvaliteten.

 

Forskerne påpeger, at fordi nivolumab kun virker i cirka en tredjedel af patienter med avanceret hovedhalskræft, er der brug for at finde biomarkører eller biologiske kriterier for at kunne identificere de patienter, der er størst sandsynlighed for, vil få gavn af behandlingen, sådan at unødvendige bivirkninger og omkostninger kan undgås.