Lavere dosis olanzapin lige så effektiv mod kemo-kvalme
Olanzapin 2,5 mg er lige så effektiv som 10,0 mg til behandling af kemoterapi-induceret kvalme og opkastning hos patienter med solide tumorer – og reducerer tilmed søvnighed i dagtimerne.
Det konkluderer et fase III-studie, som påpeger, at den lavere dosis olanzapin fremover bør betragtes som ny standardbehandling.
I studiet, som er publiceret i The Lancet Oncology, deltog patienter i alderen 13-75 år med en Eastern Cooperative Oncology Group-performancestatus på 0-2, som modtog doxorubicin-cyclophosphamid eller højdosis cisplatin for en solid tumor.
Patienterne blev randomiseret (1:1), og stratificeret efter køn, alder (≥55 år eller <55 år) og kemoterapiregime til at modtage enten lavdosis (2,5 mg) oral olanzapin eller standarddosis (10,0 mg) oral olanzapin dagligt i fire dage i kombination med et tredobbelt antiemetisk regime.
Det primære endepunkt var fuldstændig kontrol, defineret som ingen emetiske episoder, ingen salvage-medicin og ingen eller mild kvalme i den samlede fase (0-120 timer), vurderet i den modificerede intention-to-treat (mITT) population (det vil sige alle kvalificerede patienter, som modtog protokolspecificeret behandling, undtagen dem, som trak samtykket tilbage efter randomisering). Søvnighed i dagtimerne var det sikkerhedsmæssige endepunkt af interesse.
I alt blev 275 patienter indskrevet og tilfældigt tildelt de to doser olanzapin 134 til 2,5 mg-gruppen og 141 til 10,0 mg -gruppen). 267 patienter (132 i 2,5 mg-gruppen og 135 i 10,0 mg-gruppen) var inkluderet i mITT-populationen, hvoraf 252 (94 procent) var kvinder, og 242 (91 procent) havde brystkræft.
I 2,5 mg olanzapin-gruppen havde 59 ud af 132 patienter (45 procent) fuldstændig kontrol i den samlede fase mod 59 ud af 135 (44 procent) i 10,0 mg olanzapin-gruppen.
I den overordnede fase var der signifikant færre patienter i 2,5 mg olanzapin-gruppen end i 10,0 mg-olanzapin-gruppen med søvnighed i dagtimerne af enhver grad (86 [65 procent] af 132 mod 121 [90 procent] af 135; p<0·0001) og af svær grad på dag 1 (seks]fem procent] mod 54 [40 procent]; p<0,0001).
