Skip to main content

 

Ung læge modtager Acta Oncologica-prisen

Ved Dansk Selskab for Klinisk Onkologis årsmøde (DSKO) i weekenden blev Acta Oncologica-prisen givet til læge Svend Aarup-Kristensen, der har beskæftiget sig med bivirkninger hos hoved- og halskræftpatienter.

Prisen blev overrakt om lørdagen til Svend Aarup-Kristensen, der i dag er læge på øre-næse-hals-afdelingen på Aarhus Universitetshospital. Han modtager prisen, da hans forskningsartikel om osteoradionekrose er den mest citerede danske kliniske artikel i det nordiske kræft-tidsskrift Acta Oncologica fra 2019 til 2022. 

Forskningsartiklen, der er blevet citeret 63 gange og udgivet i 2019, undersøger incidensen af osteoradionekrose i mandiblen efter radioterapi hos hoved- og halskræft-patienter. 

Klinisk lektor og overlæge fra Odense Universitetshospital (OUH) Jørgen Johansen er sidsteforfatter på artiklen og har været Svend Aarup-Kristensens supervisor. 

”Svend lavede studiet som en prægraduat opgave, mens han var kandidatstuderende på Syddansk Universitet, og det gjorde han med stor succes. Et studie som dette er et samarbejde mellem SDU-studerende og den onkologiske afdeling på OUH, og er et godt eksempel på, at man sagtens kan lave noget sammen med kandidatstuderende, som kan blive relevant i cirkler uden for studiet,” siger han.

Overlægen oplyser, at under fem procent af patienter med hoved- og halskræft får osteoradionekrose, som kan skyldes følgevirkninger efter kirurgiske operationer i lige så høj grad som bivirkninger forbundet med strålebehandlingen. 

Med prisen følger 15.000 svenske kroner til forfatterne bag studiet. Acta Oncologica blev etableret i 1963 som tidsskrift for onkologi og det officielle tidsskrift for de nordiske onkologiske selskaber, herunder DSKO.