Gode erfaringer med systematik i palliationen i Nordsjælland
I et år har Onkologisk Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital systematisk screenet patienter i den sene palliative fase for palliative behov ud fra patienternes egne vurderinger af symptomer og livskvalitet.
Erfaringerne er så gode, at fremgangsmåden bør inspirere andre afdelinger, mener kræfterne bag initiativet.
Screeningen er foregået ved hjælp af et spørgeskema udviklet af European Organisation for Research and Treatment of Cancer (EORTC). Spørgeskemaet har gjort plejepersonalet bedre rustet til at tage de svære samtaler efterfølgende og fokusere på det, der er det vigtigste for patienten, fortæller afdelingssygeplejerske på Onkologisk Palliativ Afdeling, Nordsjællands Hospital, Mette Børgesen.
”Vi blev ret overraskede over, at patienten mange gange havde et andet fokus end det, vi troede var vigtigt. Noget vi ikke havde fanget uden at gå systematisk til opgaven,” siger Mette Børgesen i en pressemeddelelse.
Spørgeskemaet omhandler både fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle overvejelser, som til sammen kan danne basis for en samtale om den bedst mulige lindring i den sidste del af livet
”Snitfladen mellem den basale og specialiserede palliation er blevet mere klar, mere artikuleret, og patientens perspektiv er blevet meget tydeligere. Vi kan nu en plan, som kan være mono- eller tværfaglig, men som tager afsæt i det, patienterne giver udtryk fylder mest. Vi får et mere klart billede af patientens ønsker og ressourcer og om det er noget, vi kan klare lokalt, eller vi skal have hjælp af den specialiserede palliation – eller om patienten har behov for at komme på Palliativ Enhed,” siger Mette Børgesen.
Selvom spørgerammen er udviklet til kræftområdet, kan fremgangsmåden og systematikken også inspirere alle andre specialer, der håndterer basal palliation, mener implementerings- og forbedringsspecialist Kirsten Gudmundsen.
”Vi har fået et fælles sprog med patienten, men også på tværs af fagligheder i afdelingen. Vi kan nu dokumentere patients ønsker og overvejelser, og det giver – alt andet lige – også en bedre patientoplevelse og behandling,” siger hun.
