Skip to main content

 

Danske forskere tættere på at kunne forudsige kræftspredning

Et protein kaldet netrin-4 ser ud til at være afgørende for basalmembranens opbygning, hvilket har betydning for, hvor let kræft kan sprede sig gennem blodbanen, indikerer nyt dansk studie af mus. 

Resultaterne er publiceret i tidsskriftet Nature Materiels, og de har vakt begejstring blandt forfatternes kolleger, som har kaldt resultaterne ”banebrydende”. Til Videnskab.dk udtaler professor på Københavns Universitet og medforfatter til studiet, Janine Erler således:

”Det nye fund er vigtigt, fordi vi har opdaget en mekanisme, der muligvis kan være med til at afgøre risikoen for, at kræft spreder sig og til hvilke organer, selv før vedkommende overhovedet udvikler kræften,” siger professor Janine Erler, der er leder af forskergruppen ved Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) på Københavns Universitet og medforfatter på studiet.  

Basalmembranen omslutter kroppens celler og blodårer. Jo 'blødere' membranen er, des sværere er det, ifølge studiets resultater, for kræftcellerne at bryde ud i blodkarrene, skriver Videnskab.dk. Den danske forskergruppe har identificeret, at proteinet netrin-4 er afgørende for membranens opbygning og ’blødhed, og dermed er proteinet muligvis nøglen til at reducere risikoen for kræftspredning.   

”Jo flere netrin-4-molekyler, der er til stede i basalmembranen, desto blødere er membranen, så kræftcellerne har sværere ved at sprede sig. Niveauet af netrin-4 er sandsynligvis med til at afgøre risikoen for spredning af kræft, og det er en oplysning, der vil kunne forbedre behandlingen på sigt,” siger Janine Erler til Videnskab.dk.

Resultater bekræftet med menneskeceller

I studiet har forskerholdet sammenholdt resultater fra museforsøgene med analyser fra både menneskevæv, forskellige celletyper og patientdata for at se, om de på tværs af analyserne opnår samme resultater. Og det synes umiddelbart at være tilfældet. 

”Vi var utrolig begejstrede over at opdage, at vi på tværs af vores forsøg og metoder finder meget stærke indikationer på, at basalmembranens opbygning har betydning for, hvor vanskeligt det er for en kræftcellerne at bryde igennem vævet og sprede sig i vores krop,” siger Raphael Reuten, postdoc på Biotech Research & Innovation Centre BRIC ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Ulrik Lassen, professor ved Københavns Universitet og ledende overlæge ved Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet, har ikke selv har været involveret i studiet, men han er enig i, at de nye resultater er banebrydende. Han hæfter sig særligt ved, hvor omfattende studiet er.  

”Det er imponerende, hvordan forskerne tager alle tænkelige scenarier, tester en hel række kræfttyper, forskellige celletyper og sammenholder det med omkringliggende væv for at se, om der er andre ting, der er med til at påvirke metastasering,” siger Ulrik Lassen til Videnskab.dk og tilføjer:

”Med den tilgang understreger de mekanismerne bag, hvordan spredning af kræft er relateret til basalmembranens opbygning, og den viden er ny.”