Jøsses, de virker altså, de nye lægemidler

- først med nyheder om medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Aalborg Universitetshospital indfører personaliseret kræftbehandling

Når kræftpatienter i Region Nordjylland ikke har tilstrækkelig effekt af standardbehandlingen, kan de nu få tilbudt en omfattende tumor-genanalyse ved Aalborg Universitetshospital, hvorefter der vil mulighed for en ekstraordinær personaliseret behandling for en del af patienterne.

Tilbuddet har tidligere kun været at finde i Aarhus og København, og de til tider meget syge patienter fra Nordjylland har derfor skullet tage den lange tur. Men med et ønske om at der skal være lige adgang for patienter på landsplan, har det nordjyske Regionsråd sat en pulje penge til rådighed, så tilbuddet om screening for kræftgener og personaliseret kræftbehandling også kan gives på Aalborg Universitetshospital.

Det er et tilbud, der med den hastige udvikling i målrettet behandling, potentielt kan hjælpe en fjerdedel af de patienter, hvor standardbehandlingen for den specifikke kræftform ikke slår til.

”Ud fra helgenomsekventering vil det være muligt at screene for, om de enkelte patienter har mutationstyper, fusionsgener eller bestemte gen-ekspressioner, som man måske kender fra andre kræftformer, og hvor der allerede findes en godkendt, målrettet behandling,” siger Morten Ladekarl, overlæge og klinisk professor i onkologi ved Aalborg Universitetshospital.

Med lav evidens og ryggen mod muren

Hvis patienten er interesseret, vil onkologerne anvende behandlinger, som egentlig er udviklet og godkendte til kræftpatienter med andre diagnoser, men da de specifikke mutationer og fusionsgener til tider forekommer ved andre kræftformer, er det antagelsen, at behandlingen også vil virke her. Andre patienter kan indgå i forsøg med nye målrettede stoffer på basis af den genetiske profil.

”Vi bevæger os ofte ud på meget lav evidensgrund, og kan derfor ikke garantere en effekt. Af samme grund tilbyder vi også kun behandlingen til de patienter, som ikke har andre gode muligheder og er i god almentilstand, og vi prioriterer at behandle patienterne i forsøgsprotokoller,” siger Morten Ladekarl. Beslutning om behandling foretages på en national konference. 

Når patienterne får personaliseret behandling vil data herfra indgå i et nationalt og internationalt samarbejde, så man på sigt vil have et stort datasæt, hvorfra man kan konkludere om behandlingen har effekt. 

”Vi starter med de patienter, som ikke har yderligere behandlingsmuligheder, men med mere evidens er det min vurdering, at det indenfor de kommende få år bliver udbredt at genomsekventere og personalisere behandling af kræftpatienter tidligt i forløbet” siger Morten Ladekarl.

Han fortæller, at der udvikles et eksponentielt stigende antal nye målrettede behandlingsformer, som har kraftig virkning hos de rette patienter og færre bivirkninger end traditionel kemoterapi, og han forventer, at det vil bidrage til at udvikle den personaliserede kræftbehandling.

SKA og Onkologisk Tidsskrift lancerer virtuelt Post-ESMO

Efter en succesrig serie af Post-ASCO webinarer i juni har SKA (Sammenslutningen af Kræftafdelinger i Østdanmark) og Onkologisk Tidsskrift besluttet at videreføre konceptet til efterårets ESMO-kongres, der akkurat som ASCO bliver virtuelt på grund af risikoen for coronasmitte. 

Læs mere ...

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift