Første RADS-vejledning for neuroendokrine tumorer er offentliggjort
Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) har godkendt en behandlingsvejledning og lægemiddelrekommandation for medicinsk behandling af neuroendokrine tumorer (NET).
Anbefalingen er den første på området og er baseret på et baggrundsnotat, som blev godkendt af RADS på rådets seneste møde den 27. januar.
I vejledningen lyder det, at førstevalget til mindst 95 procent af populationen af nydiagnosticerede patienter med tyndtarmsNET og Ki67 ≤10% eller formodet tyndtarmsNET og Ki67 ≤10 % samt nydiagnosticerede patienter med pancreasNET og Ki67≤10% skal have lægemidlet Ipstyl Autogel. Andetvalget skal være Sandostatin LAR.
I vejledningen lyder det endvidere, at monitorering af effekten følges ved hjælp af scanninger, klinisk vurdering af effekt og bivirkninger samt chromogranin A-målinger.
Ved aftagende anti-tumoral effekt suppleres med eller skiftes til anden anti-tumoral behandling, og ved manglende symptomatisk effekt øges dosis eller forkortes injektionsintervallet af SSA.
Ved grad 3-4 toksicitet, der ses meget sjældent, seponeres behandlingen.
NET er en sjælden form for kræft, der oftest udvikler sig i mavetarmkanalen (ca. 75 procent) eller i lungerne (ca. 25 procent). I Danmark får flere end 300 personer om året diagnosen neuroendokrine tumorer (NET), og det antages, at cirka 1.800 mennesker i Danmark lever med diagnosen NET. Diagnosen er mest almindelig hos personer over 50-70 år.
