Vi tilbyder ikke lige adgang til kræftmedicin

I Danmark skal læger – i princippet – tilbyde deres patienter samme kvalitet i behandlingen, men det gælder åbenbart ikke for kræftområdet.

En undersøgelse gennemført af Onkologisk Tidsskrift og Hæmatologisk Tidsskrift afslører, at kræftlæger oplever, at der er regionale forskelle i, hvilken kræftmedicin, de kan tilbyde deres patienter.

Problemet er så stort, at et massivt flertal af lægerne mener, at regeringen skal løse det i Kræftplan IV, som er under udarbejdelse og som skal gennemføres i forbindelse med den kommende finanslov.

Undersøgelsen har deltagelse af 78 kræftlæger fordelt over hele landet. Den blev startet 9. november og der indsamles stadig interviews til undersøgelsen. I alt er ca. 800 kræftlæger er blevet tilbudt at deltage.

På spørgsmålet "Er der, efter din bedømmelse, regionale forskelle i ibrugtagning af lægemidler, som er godkendt af KRIS til national anvendelse" har deltagerne haft mulighed for at svare inden for et spektrum af fra "ja, i meget høj grad" til "nej, overhovedet ikke".

Sorterer man de besvarelser fra som lyder ”Ved ikke”, så erkender 55 procent af lægerne, at der er problemer med regionernes ibrugtagning af ny medicin.

Det står over for en andel på 19 procent, der mener, at der ikke er sådanne problemer. Dertil kommer 26 procent, som svarer ”Måske” til spørgsmålet.

Det svarer altså til at to ud af tre af de læger, som har taget stilling, mener, at visse regioner holder sig tilbage med at tage ny kræftmedicin i brug.

En del af deltagerne sætter ord på deres bidrag:

"Jeg synes det er et kæmpe problem, at der er regionale forskelle. Det giver utryghed hos patienterne og det er heller ikke fagligt i orden, at vi læger ikke kan blive enige om en ens behandlingsstrategi," skriver en af deltagerne i kommentarfeltet.

Kræftkirurgen, overlæge, professor Søren Laurberg fra Aarhus Universitetshospital, er en af dem, der gerne står frem med navn i sine kommentarer:

"Vi kan ikke leve med, at der er forskelle. Det skal være evidensbaseret og der skal være økonomiske vurderinger af, om det er rimeligt at bruge de nye lægemidler. Man skal gøre sig klart, at i randomiserede undersøgelser er patienterne svært selekterede. Så der er behov for en evaluering af effekter under implementering af nye lægemidler for at se, om de effekter, der er fundet i lodtrækningsforsøg, er generaliserbare."

Men de fleste kommentarer har denne form:

”Jeg ved jo kun, hvordan vi gør i min region. Men det er mit indtryk, at der er forskelle.”

Formanden for RADS, Jørgen Schøler Kristensen, speciallæge i hæmatologi, hospitalsdirektør i Horsens, er blandt mindretallet.

Hans kommentar lyder således:

"Vi har et nationalt system, der sikrer hurtig sagsbehandling og ibrugtagning. Men en gang imellem er der præparater, der overhaler de andre indenom, og nogle gange går det så hurtigt, at vi ikke har tilstrækkelig evidens for virkningen. Når vi er meget hurtige til at tage nye præparater i brug, så finder vi ud af bivirkninger, vi ikke kendte til, eller vi opdager, at det ikke virker lige godt hos alle. Så derfor: Tag ikke nye præparater i brug uden om KRIS og RADS. Vi skal holde fast i de hurtige implementeringsmekanismer, vi allerede har." 

Men en majoritet på 69 procent tager problemet mere alvorligt end formanden for RADS. De anser det for at være så stort, at det skal løses i den Kræftplan IV som regeringen og brede kredse på kræftområdet arbejder med i øjeblikket.

På det spørgsmål svarer 25 procent af kræftlægerne ”Måske”, mens et mindretal bestående af bare syv procent mener, at planen skal handle om andre spørgsmål.

Blandt modstanderne af at bruge kræftplanen til en løsning om de regionale forskelle i kræftbehandling er formanden for RADS, Jørgen Schøler Kristensen. Hans kommentar er denne:

"Det har vi KRIS og RADS til, så Kræftplan IV behøver ikke også at adressere dette."