Kræftpakker presser mange andre patienter ud

De offentlige hospitalers urologiske afdelinger har så travlt med at opfylde kræftpakkerne, at stort set alle andre patienter sendes ud i privat regi. Derfor haster det med en revision af pakkerne, så den lægelige prioritering genindføres, mener flere overlæger.

Situationen på hospitalernes urologiske afdelinger er rundt om i landet nu så presset, at man nærmest kun behandler dem, der har kræft eller er under udredning for det. Det gælder f.eks. på Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor alt andet end kræft er outsourcet til privat behandling. Og ligesådan på landets største urologiske afdeling på Herlev Hospital i København.

Begge steder er kun nogle meget få og højt specialiserede funktioner tilbage, fordi al tid og alt mandskab bruges på at opfylde kræftpakkerne så godt som muligt.

”Hele den almindelige basale urologi har vi måtte sende ud i privat regi. Og vi taler ikke om enkelte patienter, men om store og komplette patientgrupper,” siger DUCG formand Michael Borre, lærestolsprofessor, overlæge, dr.med., ph.d., Urologisk afdeling K, Aarhus Universitetshospital.

Han advarede allerede for nogle år siden højt og tydeligt om lange ventelister og tab af behandlingsekspertise i afdelingerne, hvis man med de aktuelle ressourcer skulle opfylde kræftpakkerne foruden at behandle patienter med mere almindelige og godartede urologiske sygdomme. Men intet skete. Og siden er problemet kun eskaleret. 

”Hvis der aktuelt ikke kan tilføres de nødvendige ressourcer, bør forløbsbeskrivelserne for kræftpakkerne opdateres med fremtidig mulighed for bl.a. lægefaglig prioritering. For det, der står helt klart for os i dag er, at de på nogle områder giver mere mening end på andre. Vi bruger alt for mange ressourcer på at udrede blandt patienter, hvor risikoen for at blive diagnosticeret med alvorlig kræft er lige så lille, som for en gruppe tilfældige mennesker på gaden,” siger Michael Borre og nævner sit eget speciale, prostata, som eksempel. 

Mobiliteten i systemet er væk

Dette synspunkt bakkes op af Hans Stimpel, professor og ledende overlæge på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital. For også her oplever man, at kræftpatienterne tager stadig mere af tiden. 

”Vi er det speciale i Region Hovedstaden, der samlet set sender flest patienter ud – både hvis du regner det ud i penge og i antal hoveder. Sådan er det blevet, fordi vi er under gevaldigt pres i forhold til kræftpakkerne, hvor vi ikke har lov til at prioritere, hvem der skal undersøges hurtigere, og hvem der kan vente lidt længere,” siger han.

Han mener også, at ’det ville hjælpe meget, hvis man genindførte den lægelige prioritering af patienterne og lempede kriterierne for, hvem der skal ind i et pakkeforløb’. Helt åbenlyst på området for prostatakræft, og formentlig også i forhold til andre kræftformer, påpeger han.

”Når man fra politisk hold mener, at meget godartede lidelser skal behandles på lige fod med meget alvorlige lidelser, fjerner man den mobilitet i systemet, som det giver, at vi har lov at prioritere. Så hvis vi fik lov til det igen, ville vi kunne tage en del af de patienter tilbage, som nu sendes ud i privat regi,” siger Hans Stimpel.

Konsekvenserne af de politiske prioriteringer er, efter hans opfattelse, at den samlede kapacitet på alle offentlige danske hospitaler inden for urologi i dag er alt for lille. Og afdelingerne er kun sat under yderligere pres, efter at man genindførte reglen om udredning inden for en måned.

Det hele bliver dyrere

Det, der har fået situationen på de urologiske afdelinger til at eskalere er, efter overlægernes mening, at der aldrig kom de penge med til opfyldelse af kræftpakkerne, som var påkrævet, at der skal udredes stadig flere, foruden at kravet om opfyldelse af pakkerne nu flere steder lyder på 90 procent. 

Resultatet af det hele er, at megen urologisk behandling er blevet dyrere. Plus at afdelingerne på de offentlige hospitaler står tilbage med nogle specialister i godartede sygdomme, som pludselig bliver bedt om at skulle håndtere kræftpatienter i stedet. 

”Det er ikke så smart. Men vi kan jo ikke bare lige omstille produktionsapparatet, når det handler om uddannelser, der tager mange år,” forklarer Michael Borre.