KræftDNA i blodet forudsiger overlevelse ved metastatisk tarmkræft

Louise Bach Callesen

Niveauet af tumorDNA (ctDNA) i blodet før kræftbehandling er en stærk markør for overlevelse ved metastatisk tarmkræft. Ligesådan er ændringer i ctDNA under behandling forbundet med patientens overlevelse og sygdommens progression.

Det konkluderer det første store systematiske review og metaanalyse på området, publiceret i tidsskriftet British Journal of Cancer. Reviewet er lavet af danske og norske forskere. 

”Lave niveauer af ctDNA før behandling var forbundet med længere overlevelse. Derudover var et fald i ctDNA-niveauer i starten af behandlingen forbundet med både længere overlevelse og bedre behandlingsrespons,” siger Louise Bach Callesen, læge og ph.d.-studerende på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet. 

Forskerne kan på baggrund af litteraturgennemgangen se, at der stadig mangler interventionsstudier, hvor man vurdere om ctDNA kan bruges til f.eks. at vejlede behandling undervejs hos metastatiske tarmkræftpatienter for så at se, om det så kan forbedre overlevelsen eller livskvaliteten hos patienterne. 

”Det er jo det, det i sidste ende handler om. Hvis det ikke hjælper patienterne (at man bruger ctDNA, red.), kan det jo være lige meget,” siger Louise Bach Callesen. 

Klinisk relevant værktøj

Hun vurderer på baggrund af de mange observationelle studier, der findes på området og som alle peger i samme retning, at ctDNA rent faktisk kan blive et klinisk relevant værktøj, som kan forudsige den enkelte patients prognose og dermed styrke behandlingen af tarmkræft. 

”Når så mange studier viser det samme, så er der nok noget om det. Men det skal vi undersøge. Så hvis vi kan finde en metode til at bruge det i klinikken, så tror jeg på, at det kan hjælpe patienterne. Men jeg kan af gode grunde ikke vide det lige nu, fordi vi mangler interventionsstudierne,” siger Louise Bach Callesen. 

Hun pointerer i den sammenhæng, at litteratursøgningen sluttede sidst i 2020, og at der i princippet kunne være publiceret inventionsstudier på området sidenhen. Derudover fortæller hun, at man er startet på interventionsstudier i Danmark og at interessen på området er stort. 

”Næste skridt er at forberede og gennemføre studier, hvor ctDNA afprøves som redskab til at tilrette behandlingen i klinikken.” 

Stærk forudsigelse

Målet med litteraturgennemgangen var at undersøge fire scenarier, hvor ctDNA kunne være af klinisk relevans: 

  • Forudsigelse af behandlingsrespons/prognose (progressionsfri og samlet overlevelse) forud for behandling.
  • Forudsigelse af behandlingsrespons/prognose efter behandlingsstart.
  • Tidlig identifikation af progression (molekylærbiologisk progression).
  • Identifikation af nye handlingsrettede mål.

Forskerne lavede herudfra en systematisk gennemgang af litteraturen og fandt mere end 2.000 artikler om emnet. 71 studier med i alt 6930 patienter kvalificerede sig til at blive inkluderet i den endelige gennemgang og 24 studier i en metaanalyse.

Resultatet viste, at: 

  • ctDNA er en stærk prognostisk biomarkør hos patienter med metastatisk tarmkræft.
  • Men ingen af ​​ studierne i reviewet var reelt designet til at undersøge, om ctDNA er en prædiktiv biomarkør i en klinisk sammenhæng.
  • Flere studier undersøgte dog en mulig prædiktiv værdi af den valgte biomarkør ved at evaluere relationen til behandlingsrespons.
  • Der er en ret konsistent sammenhæng mellem tidlig dynamik i ctDNA og behandlingsrespons.
  • Sammenhængen mellem baseline ctDNA-niveau og behandlingsrespons var dog mindre tydelig.

”Der er stor interesse på området, men vi opfordrer til flere prospektive undersøgelser, hvor man kigger på muligheden for at bruge ctDNA som ledsagende diagnostisk redskab, og hvor man sammenligner ctDNA med nuværende kliniske værktøjer,” siger Louise Bach Callesen.

Derudover bør man også vurdere potentialet af ​​ctDNA i forhold til patientrapporterede resultatmål og udforske omkostningseffektiviteten af ​​ctDNA, skriver forskerne.

Detaljer til studiet

I konkrete tal, så viste studiet, at: 

  • Højt baseline ctDNA-niveau var forbundet med kort progressionsfri overlevelse (PFS) (HR = 2,2; 95 procent CI 1,8–2,8; n = 509) og samlet overlevelse (OS) (HR = 2,4; 95 procent CI 1,9–3,1; n = 1336).

Et lille eller intet tidligt fald i ctDNA-niveauer under behandlingen var forbundet med kort PFS (HR = 3,0; 95 procent CI 2,2–4,2; n = 479) og OS (HR = 2,8; 95 % CI 2,1–3,9; n = 583).