Skip to main content

 

Real world data: Apalutamid ser ud til at udkonkurrere enzalutamid mod metastatisk prostatakræft

ASCO-GU: Nye data fra en real world-undersøgelse viser, at behandling med Erleada (apalutamid) fører til, at signifikant flere patienter med metastatisk kastrationsfølsom prostatakræft opnår en markant PSA-respons hurtigere end patienter, der bliver behandlet med enzalutamid.

Størstedelen af patienter med metastatisk kastrationsfølsom prostatakræft (mCSPC) oplevede et fald på over 90 procent i PSA-tal efter seks måneders behandling med Erleada (apalutamid), viser data fra et real world datasæt.

I alt opnåede 69,3 procent af patienterne med mCSPC, der blev behandlet med Erleada et PSA90-respons, mens andelen var 55,6 procent for enzalutamid-gruppen.

Det viser nye real world tal, som fremlægges ved en poster-session på årets ASCO Genitourinary Cancers Symposium (abstrakt #43). 

Ni måneders opfølgning

Ved en ni måneders opfølgning og ved slutningen af opfølgningen opnåede 70,4 procent af patienterne i Erleada-gruppen et PSA90, hvor tallet var 62,5 procent for enzalutamid-gruppen. Mediantiden til PSA90-respons var henholdsvis 3,1 måneder og 5,2 måneder. 

"Disse data fra den virkelige verden er i overensstemmelse med og forstærker fordelene ved Erleada som rapporteret i de kliniske forsøgsmiljøer, hvilket giver ordinerende læger vigtig indsigt om tid til og holdbarhed af PSA90-respons på almindeligt ordinerede mCSPC-medicin," sagde urolog og førsteforfatter Benjamin Lowentritt.

Studiet inkluderede 186 patienter behandlet med Erleada (apalutamid), og 165 behandlet med enzalutamid fra 69 urologiske praksisser i USA, hvis datasæt er indhentet i periode fra 2017 til 2021. Patienterne blev fulgt fra deres første udfyldte receptdato indtil det tidligste af en af ​​følgende hændelser: afbrydelse af behandling, behandlingsskift, afslutning af klinisk aktivitet eller ophør af datatilgængelighed.

En tidligere poster-præsentation på årets ASCO GU-kongres (abstract 73, Poster D1) viste en sammenhæng mellem hurtig og dyb PSA-nedgang og en forbedret sundhedsrelateret livskvalitet på baggrund af PRO-data fra fase III-studierne SPARTAN- og TITAN.

Både apalutamid og enzalutamid er næste generation af androgenreceptorhæmmere. Enzalutamid blev godkendt af FDA i december 2019, og apalutamid blev godkendt i september 2019.