Skip to main content

 

Lu-PSMA-617 mod prostatakræft får tildelt særlig anmærkning i USA

Lu-PSMA-617 har fået en såkaldt ’Breakthrough Therapy Designation’ af det amerikanske lægemiddelagentur, FDA, som potentiel behandling mod metastatisk kastrationsresistent prostatakræft (mCRPC).

En ’breakthrough therapy designation’ gives til lægemidler, der evalueres for alvorlige tilstande, hvor tidlige kliniske beviser indikerer potentialet for væsentlig forbedring i forhold til tilgængelig behandling. 

Anmærkningen blev i denne sammenhæng givet til Lu-PSMA-617 på baggrund af resultaterne fra fase III-studiet VISION, der blev præsenteret under ASCO 2021’s plenary session. VISION undersøgte Lu-PSMA-617 plus standardbehandling (SoC) sammenlignet med SoC alene mod progressiv PSMA-positiv mCRPC.  

Resultaterne fra VISION viste, at Lu-PSMA-617 gav en signifikant forbedring i samlet overlevelse (OS) og radiografisk progressionsfri overlevelse (PFS).

I Lu-PSMA-617-armen var der en anslået 38 procent mindre risiko for død sammenlignet med kontrolgruppen.  

Patienter, der fik Lu-PSMA-617, udviste også en statistisk signifikant 60 procent risikoreduktion for radiografisk PFS eller død sammenlignet med kontrolgruppen. 

”Det giver en forlænget overlevelse, og det er patienter, som er meget syge og har meget få behandlinger tilbage af de godkendte. Så ud fra resultaterne her er der ingen tvivl om, at lægemidlet har sin plads i behandlingen af denne patientgruppe,” udtalte professor Andreas Røder til Onkologisk Tidsskrift i forbindelse med ASCO 2021. Han er leder af Copenhagen Prostate Cancer Center og professor i urologi på Københavns Universitet. Han har selv bidraget til studiet.

Ny type indre stråleterapi

177Lu-PSMA-617 er en radioaktiv kemisk forbindelse, der injiceres i blodbanen og binder sig til prostatakræftceller, der udtrykker prostata-specifikt membranantigen (PSMA).   

PSMA er umiddelbart et attraktivt behandlingsmål ved prostatakræft, da antigenet i høj grad er udtrykt på prostatakræftcellernes overflade hos ca. 80 procent af patienterne. Det gælder også i metastaserne. Den radioaktive kilde, som bliver transporteret til kræftcellerne er 177lutetium. 

Ved at tilføje ​​177Lu-PSMA-617 til standardbehandlingen opnåede patienterne i VISION-studiet også en signifikant længere radiografisk progressionsfri overlevelse (rPFS) sammenlignet med standardbehandling alene med en median rPFS på henholdsvis 8,7 måneder og 3,4 måneder. Samlet overlevelse (OS) blev ligesådan forbedret signifikant med en median OS på 15,3 måneder versus 11,3 måneder.  

Behandlingen har egentlig været tilgængelig for de danske patienter, der havde mulighed for at tage til f.eks. Tyskland og betale for den. Og dem har der også været nogle af, fortæller Andreas Røder, men det var altså før, at der var offentliggjort resultater fra et fase III-studie, som demonstrerer det nye lægemiddels effekt på overlevelse.  

”Patienter har i stor stil allerede været interesseret i den her behandling. Vi har haft flere patienter, som er taget til Tyskland for behandlingen. Men vi har været skeptiske, om det nu også havde en effekt. Derfor har vi været ret spændte på resultatet her, og så er det samtidig glædeligt at se, at der faktisk er en væsentlig overlevelsesgevinst. Det er ikke revolutionerende, men det er positivt,” siger Andreas Røder.

Der var dog en højere hyppighed af lægemiddelrelaterede bivirkninger i Lu-PSMA-617-behandlingsarmen (85,3 procent) sammenlignet med SoC (28,8 procent).  

Novartis har to yderligere undersøgelser i gang med Lu-PSMA-617 i tidligere behandlingslinjer for metastatisk prostatacancer.  

En af disse undersøgelser undersøger den potentielle kliniske anvendelighed af radioligandterapi i mCRPC præ-taxan-behandlingsindstillingen, mens den anden undersøgelse evaluerer Lu-PSMA-617 i den metastatiske hormonfølsomme indstilling.