Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Genmodificeret virus lukker ned for gliomer uden at skade raskt væv

ASCO: Patienter, der får tilbagefald af gliomer efter afsluttet behandling, har typisk kun syv til 10 måneder at leve i, men sprøjter man det onkolytiske virus CAN-3110 ind i tumoren, bremses tumorvæksten i sådan en grad, at medianoverlevelsen forlænges til 13,25 måneder.

Og det sker uden store bivirkninger eller skader på raskt væv. Det viser de foreløbige resultater fra et nyt fase I-studie, som et hold amerikanske forskere er i færd med at gennemføre i tæt samarbejde med producenten, biotekfirmaet Candel Therapeutics. 

De foreløbige resultater, der blev præsenteret (abstrakt #2009) fredag på årets virtuelle ASCO-kongres, giver håb om, at det modificerede virus rent faktisk kan gøre det, man håber på, nemlig kun at slå kræftcellerne ihjel. Finten er at ændre virus, så det er afhængig af nogle af kræftcellernes komponenter for at kunne kopiere sig selv. Men hver gang, en nydannet virus-celle indtager en ny kræftcelle, slår den hul på den kræftcelle, der dør. Herpes simplex virus-1, der danner basis for CAN-3110, er et virus, som egner sig til til den form for kræftbehandling. Virusset udtrykker genet ICP34.5 i tumorceller, hvilket fører til celledød.

Det kliniske studie fandt sted mellem 2017 og 2020 hvor 30 patienter med biopsi-bekræftede tilbagefald af gliom af høj grad blev behandlet ublindet. De patienter, der blev indlemmet, var dem, der havde multifokale, multicentriske tumorer større end fem cm eller som havde tumorer, der var vendt tilbage efter behandling. Alle patienter fik over en periode indsprøjtet CAN-3110 i tumoren i voksende doser fra 1x106 pfu til 1x1010 pfu. For at kunne måle behandlingseffekten, fik patienterne også løbende taget vævs- og blodprøver.

De indledende biopsier viste, at der blandt de 30 kræfttilfælde var 26 glioblastomer, tre anaplastiske gliomer og ét anaplastisk astrocytom, som er den anden hyppigste type hjernetumor i Danmark med mellem 35 og 50 årlige tilfælde. Alle patienter blev behandlet i mere end 12 måneder. En 56-årig mand der fik sprøjtet CAN-3110 ind i sit multifokale glioblastom, responderede på behandlingen i mere end et år og opnåede også en signifikant reduktion i et gliom et andet sted i hjernen. Det tyder på, at CAN-3110 ikke bare virker dér, hvor det bliver sprøjtet ind, men kan absorberes af særskilte gliomer et stykke derfra. For at undersøge dette og andre fænomener nærmere, har forskerne nu inkluderet 12 andre patienter i det pågående studie.

Kultur