Subtype-tilpasset behandling viser lovende takter ved triple-negativ brystkræft
Der er potentielle kliniske fordele ved at bruge molekylær subtypebaseret behandlingsoptimering hos patienter med triple-negativ brystkræft.
Det viser det randomiserede fase II-studie FUTURE-SUPER.
FUTURE-SUPER, hvis resultater er publiceret i The Lancet Oncology, har til formål at at evaluere effektiviteten og sikkerheden af subtypebaseret terapi i førstelinjebehandlingen af triple-negativ brystkræft.
Tidligere har forskerne bag studiet klassificeret triple-negative brystkræftformer i de fire undertyper luminal androgenreceptor (LAR), immunmodulerende, basallignende immunsupprimeret (BLIS) og mesenkymal-lignende (MES).
I FUTURE-SUPER deltog 139 kvinder i alderen 18-70 år, med en Eastern Cooperative Oncology Group-performancestatus på 0-1 og ubehandlet metastatisk eller tilbagevendende triple-negativ brystkræft.
Efter at have kategoriseret deltagere i fem kohorter i henhold til molekylær subtype og genomiske biomarkører blev deltagerne stratificeret efter subtype og tilfældigt tildelt (1:1) til i 28-dages cyklusser at modtage nab-paclitaxel (100 mg/ m2, intravenøst på dag et, otte og 15) alene (kontrolgruppe) eller et subtypebaseret regime i form af pyrotinib (400 mg oralt dagligt) til LAR-HER2mut-subtypen, everolimus (10 mg oralt) dagligt) til LAR-PI3K/AKTmut- og MES-PI3K/AKTmut-typerne, camrelizumab (200 mg intravenøst på dag et og 15) og famitinib (20 mg oralt dagligt) til den immunmodulerende subtype og bevacizumab (10 mg/kg intravenøst på dag et og 15) til BLIS/MES-PI3K/AKTWT-undertypen.
Det primære endepunkt var progressionsfri overlevelse (PFS) for den poolede subtypebaserede gruppe versus kontrolgruppen i intention-to-treat-populationen (alle tilfældigt tildelte deltagere).
Ved en gennemsnitlig opfølgning på 22,5 måneder var den gennemsnitlige PFS signifikant længere i den subtypebaserede gruppe end i kontrolgruppen, nemlig 11,3 måneder [95 procent CI 8·6-15·2]) mod 5,8 måneder ([4·0-6· 7]; hazard ratio 0,44 [95 procent CI 0,30–0,65]; p<0,0001).
De mest almindelige grad 3-4 behandlingsrelaterede bivirkninger var neutropeni (21 [30 procent] af 69 patienter i den subtypebaserede gruppe mod 16 [23 procent] af 70 i kontrolgruppen), anæmi (fem [syv procent] mod ingen), og øget alaninaminotransferase (fire [seks procent] mod én [en procent)). Behandlingsrelaterede alvorlige bivirkninger blev rapporteret hos syv (10 procent) af 69 patienter i den subtypebestemte gruppe og ingen i kontrolgruppen. Ingen behandlingsrelaterede dødsfald blev rapporteret i nogen af grupperne.