Ja fra Medicinrådet til Kisqali i kombinationsbehandling af brystkræft
Kisqali (ribociclib) i kombination med fulvestrant er netop blevet anbefalet af Medicinrådet som mulig standardbehandling af ER+/HER2- lokalt fremskreden eller metastatisk brystkræft.
Medicinrådet konkluderer, at der er et rimeligt forhold mellem lægemidlets kliniske merværdi, som ikke kan kategoriseres, og omkostningerne ved behandling med ribociclib sammenlignet med palbociclib i kombination med fulvestrant.
Medicinrådet vurderer, at ribociclib i kombination med fulvestrant samlet set ikke har dårligere effekt eller sikkerhedsprofil end palbociclib i kombination med fulvestrant, og anbefaler, at regionerne vælger det lægemiddel, der er forbundet med de laveste omkostninger. Medicinrådet forudsætter, at lægemidler med samme target ikke bruges sekventielt.
Ribociclib er en selektiv CDK4/6-hæmmer, der forhindrer celledeling ved at bremse cellecyklus.
Indikationerne for behandling med CDK4/6-hæmmer i kombination med fulvestrant er patienter med tilbagefald, enten i form af lokalt fremskreden inoperabel sygdom eller metastatisk sygdom ≤ 12 måneder efter endt antihormon efterbehandling med AI, eller patienter med metastatisk eller lokalt fremskreden sygdom, der progredierer, mens de er i behandling med en AI og ikke i mellemtiden har udviklet livstruende symptomer.
Ifølge fagudvalget er cirka 100 patienter årligt kandidater til behandling med en CDK4/6-hæmmer i kombination med fulvestrant.
Patienterne lever oftest et relativt normalt liv med få symptomer af sygdommen og håndterbare bivirkninger til behandlingen. Formålet med behandlingen med en CDK4/6-hæmmer er derfor at forlænge tiden til sygdomsprogression uden at påføre markant flere bivirkninger, at forlænge patientens liv og om muligt at forbedre patientens livskvalitet.
Ribociclib tages som tablet, 200 mg, tre tabletter én gang dagligt i 21 dage, hvorpå der er syv dages pause. Fulvestrant gives som intramuskulær injektion 500 mg dag 1, 15 i den første cyklus, efterfulgt af injektion på dag et i de efterfølgende behandlinger.
