Længe ventet behandling til højrisiko blærekræftpatienter giver rekordhøj responsrate
Den intravesikale adjuverende behandling TAR-200, hvor kemoterapi kontinuerligt frigives i blæren over flere måneder, viser rekordstor effekt som monoterapi til patienter med BCG-refraktær, non–muskelinvasiv blærekræft. Det er patienter, som lige nu ikke har et effektivt og sikkert alternativ.
De nye resultater stammer fra det igangværende fase IIb-studie SunRISe-1, som blev præsenteret på det amerikanske urologiske selskabs (AUA) årsmøde i april 2025. Studiet undersøger effekten af TAR-200, et intravesikalt lægemiddelafgivelsessystem, som kontinuerligt frigiver gemcitabin direkte i blæren. Det er undersøgt på en patientgruppe med højrisiko non–muskelinvasiv blærekræft (HR NMIBC), der ikke responderer på blæreskylning med BCG-vaccinen (calmette). For dem er behandlingstilbuddene i dag meget begrænsede.
”Vi har ventet på resultaterne fra studiet her, fordi de har kigget på patientgruppe, som er tungt behandlet, og som lige nu ikke har et godt medicinsk alternativ. Man kan overveje cystektomi, men mange kan ikke tåle operationen, og der er op mod otte procents risiko for at dø af komplikationer herfra. Så det er ikke en attraktiv mulighed. I det lys er resultaterne fra SunRISe-1 særligt lovende,” siger Juan Luis Vásquez, overlæge og ansvarlig for uroteliale cancere på Urologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital i Roskilde samt medlem af den danske faggruppe DaBlaCa for blærekræft og det europæiske urologiske selskab EUA’s bestyrelsen, hvor han er formand for yngre urologer.
Når patienter med blærekræft behandles med BCG, vil medicinen være i blæren i to timer, hvorefter de tisser den ud. Med TAR-200 bliver kemoterapien langvarigt i blæren og frigives løbende.
”Det er smart, at patienterne slipper for at komme så mange gange. Ved BCG-skylninger skal patienten komme én gang i ugen, men her kræver det langt færre hospitalsbesøg, cirka 15 gange på et år,” siger Juan Luis Vásquez.
Langvarig og høj komplet responsrate
På årsmødet i USA blev resultater fra to kohorter fra SunRISe-1 præsenteret og udgivet som to abstracts i tidsskriftet The Journal of Urology her og her.
I den ene kohorte indgik patienter med carcinoma in situ (CIS), eventuelt i kombination med papillær sygdom, som ikke havde haft effekt af tidligere BCG-behandling, og som var uegnede til eller havde afslået radikal cystektomi.
I denne gruppe, hvor 85 patienter modtog TAR-200 som monoterapi, blev der observeret en centralt bekræftet komplet responsrate på 82,4 procent (95 % CI 72,6-89,8). Også de investigator-vurderede data viste en tilsvarende høj responsrate på 83,5 procent. Efter 12 måneder var 45,9 procent af patienterne fortsat i komplet respons, og den estimerede median varighed af respons blev opgjort til 25,8 måneder (95 % CI 8,3-NE). Blandt de patienter, der opnåede respons, var over halvdelen fortsat sygdomsfrie efter ét år. Det er ikke tidligere set med medicinsk behandling hos denne patientgruppe. Behandlingen blev samtidig generelt godt tolereret, og den var ikke associeret med et fald i livskvalitet.
God effekt ved papillær sygdom
Den anden kohorte fra SunRISe-1, der blev præsenteret på årsmødet, omfattede patienter med udelukkende papillær sygdom – en gruppe, som hidtil har manglet dokumentation for effektiv behandling.
I alt blev 52 patienter inkluderet, hvoraf 40 procent havde T1-tumorer. Alle synlige papillære læsioner var blevet fuldstændigt fjernet før behandlingsstart, og patienterne fik herefter TAR-200 monoterapi administreret hver 3. uge i 24 uger og herefter hver 12. uge op til uge 96.
Ved en median opfølgning på knap 13 måneder viste de foreløbige resultater, at 85,3 procent af patienterne var sygdomsfrie efter 6 måneder (95 % CI 71,6-92,7), mens 81,1 procent fortsat var sygdomsfrie efter 9 måneder (95 % CI 66,7-89,7). Behandlingen blev også i denne kohorte godt tolereret. 81 procent oplevede behandlingsrelaterede bivirkninger, men også her var langt størstedelen i lav grad og relateret til de nedre urinveje, herunder dysuri (40 procent), pollakisuri (31 procent), urintrang (27 procent) og urinvejsinfektioner (23 procent). Syv patienter (13 procent) oplevede bivirkninger af grad 3 eller højere, hvoraf blæresmerter var den hyppigste. Fire patienter måtte afbryde behandlingen, og der blev heller ikke her rapporteret dødsfald relateret til behandlingen.
Lovende resultater
Det er ifølge Juan Luis Vásquz lovende resultater, men det fortsat tidlige data.
”Vi mangler at se lidt længere follow-up end de 12 måneder, hvis vi skal udtale os firkantet om resultaterne. Men når det er sagt, er dette en patientgruppe, som ikke har andre gode behandlingsmuligheder lige nu. Så selvom SunRISe-1 ikke er et randomiseret studie, så er resultaterne herfra muligvis nok til, at vi vil anbefale TAR200-behandlingen til en del af patienterne. Spørgsmålet er, om det er nok til, at Medicinrådet vil anbefale behandlingen,” siger han.
Juan Luis Vásquz tilføjer, at der er andre præparater, der bliver testet i denne patientgruppe, og det kan også være interessant at stille dem op mod hinanden i en randomiseret klinisk undersøgelse. Han påpeger samtidig, at patientgruppen er svær at lave en kontrolarm til, da det til dels er patienter, som har frasagt sig det eneste eksisterende behandlingsalternativ, nemlig cystektomi. Derudover vil man muligvis ikke inkludere cystektomi som kontrolarm på grund af behandlingens svære komplikationer. Alternativet kan være et placebokontrolleret randomiseret klinisk studie.
Lignende teknologi længere fremme
Mens TAR-200 aktuelt afprøves i patienter med højrisiko non–muskelinvasiv blærekræft, der er refraktære over for BCG og ofte har CIS og/eller papillær sygdom, undersøges den beslægtede teknologi TAR-210 i en anden patientgruppe med blærekræft.
I modsætning til TAR-200, som leverer kemoterapeutisk behandling (gemcitabin) og retter sig mod en bredere HR NMIBC-population uden biomarkørkrav, er TAR-210 målrettet en molekylært defineret subgruppe og bygger på en målrettet behandlingsstrategi med langvarig frigivelse af FGFR-hæmmeren erdafitinib. Patienterne skal have low grade papillær sygdom med mindst én risikofaktor, og alle synlige tumorer skal være fjernet.
På de amerikanske urologers årsmøde sidste år blev resultater fra et fase I-studie præsenteret. Studiet undersøger sikkerheden af TAR-210 hos patienter med intermediær-risiko NMIBC og FGFR2/3-alterationer (abstract #PD48-02).
Ifølge resultaterne var den komplette responsrate med TAR-210 i en intermediærrisiko-gruppe op mod 87 procent, mens den sygdomsfrie overlevelse var lovende.
Måske skal TAR rykkes længere frem
Et igangværende fase III-studie MoonRISe-1 vil give endelig afklaring af effekten og sikkerheden af TAR210, fortæller Juan Luis Vásquez, der har bidraget med data til studiet, og han ser stort potentiale i behandlingen.
”Det er meget spændende teknologi, som måske kan gå hen og ændre praksis for en række af vores patienter,” siger han.
Foreløbigt indikerer resultaterne sammenlagt, at de to TAR-behandlinger, at behandlingskonceptet om intravesikal langtidsfrigivelse – uanset om det er kemoterapi eller målrettet behandling som erdafitinib – kan blive et vigtigt redskab i behandlingen af non–muskelinvasiv blærekræft hos patienter, som ikke kan tilbydes eller ønsker radikal kirurgi, siger Juan Luis Vásquez. Han mener dog også, at det kan give mening at undersøge TAR-teknologien endnu tidligere i behandlingen af blærekræft.
”Man skal måske kigge mod at stille TAR-teknologien overfor BCG-skylningen i et randomiseret studie for at se, om den rent faktisk fortjener en tidligere plads i behandlingslinjerne,” siger han.