Onkologer skal engagere sig i opfølgning

Mangel på forskning i, hvordan man bedst følger kræftpatienter efter endt behandling, er en af årsagerne til, at opfølgningen endnu ikke kører, som den skal.

Det mener formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) Lars Henrik Jensen.

{snippet LHJ}

”Hele problemet med opfølgningen er, at der ikke har været nogle onkologer, der har taget på sig at forske i det. Det har gjort, at vi endt i en situation, hvor vi har gjort nogle ting i den bedste mening, men vi har ikke gjort det på en forskningsbaseret måde og er altså ikke blevet klogere på, hvordan det skal gøres bedst. Fordi vi ikke har løst den opgave ordentligt, er der kommet er pres udefra på at få ryddet op i det. Det er så det, vi er i gang med nu," siger Lars Henrik Jensen.

Han opfordrer sine kollegaer til at sætte gang i forskning, der kan besvare spørgsmålet om, hvad der er den bedste opfølgning på de forskellige kræftområder:

"Det er meget vigtigt at få etableret noget forskning i, hvordan vi laver den bedste opfølgning for patienterne. Vi skal ind med vores sundhedsfaglige metoder og få noget viden om, hvordan vi gør det bedst. Det har der været totalt fravær af. Der er nogle onkologer, der skal interessere sig for det her.”

Mens det endnu er ikke er faldet på plads, hvordan de praktiserende læger skal deltage i kræftopfølgningen, fremhæver Lars Henrik Jensen, at mange hospitalsafdelinger er godt gang med at individualisere opfølgningen af kræftpatienter.

”Jeg synes, at vi er godt i gang, og Inden for mange områder har vi skruet kraftigt ned for de lidt bevidstløse kontroller og har lavet en mere intelligent afslutning, hvor vi finder ud af, hvilke problemer patienterne har, hvad vi kan forudse, der dukker op, og hvordan vi på sigt skal håndtere, at de kommer ud i rehabilitering osv. I stedet for at lave bevidstløs kontrol har vi brugt de muligheder, der er, for at hjælpe patienterne videre. Vi har mange steder skruet ned for det antal gange, vi ser patienterne,” siger Lars Henrik Jensen.

”Jeg tror, at udfordringen med at få almen praksis med i opfølgningen stille og roligt løser sig.”