Genomisk medicin kan løse gåderne

Personer med sjældne sygdomme har typisk kørt rundt i systemet i årevis. De har været gennem et utal af undersøgelser og stribevis af prøver, de har været henvist til mange forskellige hospitalsafdelinger, men har ikke hørt til nogen steder og har aldrig fået en diagnose. 

Det hjælper Enhed for Genomisk Medicin med. Et af de vigtige indsatsområder i enheden er udredningen af sjældne sygdomme, i samarbejde med Center for Sjældne Sygdomme og mange andre kliniske afdelinger på Rigshospitalet.

Klinikere og genetikere fra hele landet henviser patienter, der har været gennem talrige undersøgelser, uden at sygdommen er blevet klarlagt:

”Det drejer sig om patienter, der endnu ikke har fået en diagnose,” siger overlæge Maria Rossing, ”og det betyder meget for deres arbejdsliv, familie, forsikringsforhold og bekymringen for, om de giver sygdommen videre til deres børn. Det drejer sig ofte om yngre patienter, der måske er ved at skulle have børn. De fylder meget i systemet, de er desperate, og de mangler en forklaring. Det bruger jeg megen tid på. Det er ikke svært at sætte sig i deres sted,” siger hun.

”Her bruger vi også NGS teknologi til at stille den rigtige diagnose, og det hjælper jo flere kliniske oplysninger, vi har om patienten. Når en patient har været rundt i systemet, er det rigtig spændende at finde årsagen til patientens sygdom, altså kausal diagnostik. Når man så har den forklaring, kan de kliniske afdelinger bedre planlægge eller skræddersy en behandling til den pågældende patient,” siger Maria Rossing.

Abnorm mængde infektioner

En stor del af de sjældne sygdomme er patienter med immundefekter, der bliver ved med at få infektioner:

”Disse patienter ved jo godt, at de har en abnorm mængde infektioner, i forhold til deres omgangskreds,” siger Maria Rossing, ”det er folk, der har gået rundt i systemet mange år, har været hos den praktiserende læge, er henvist til sygehus og har været gennem utallige undersøgelser. Ydermere kan disse patienter høre til flere steder, som øre-, næse- hals-afdeling, lungeafdeling, infektionsmedicinsk afdeling, men de hører alligevel ikke rigtig hjemme noget sted. Hvis man havde tænkt på vore analyser tidligere i forløbet, kunne meget være sparet. Men når det lykkes, er både patienter og kliniske kollegaer meget tilfredse.”

Børn med de novo-mutationer

I udreder også børn med sjældne sygdomme?

”Man kan have to forældre, der har fået et barn med en sjælden sygdom, men ikke har den selv. Så kan vi undersøge de raske forældre og det syge barn med NGS-teknologi og se, at der er sket en gen-udviklingsfejl, som barnet ikke har arvet fra far eller mor,” siger Maria Rossing.

”Ved hjælp af exom-sekventering i et trio-opsæt kortlægger vi arveanlæggene hos far, mor og barn. Herefter filtrerer vi alt det fælles fra far og mor, der ikke er syge, væk, og så står vi tilbage med et antal varianter, der er specifikke for barnet. De kaldes de novo mutationer, og med mindre det er områder af genomet, som er ikke-kodende, altså epigenetisk, eller udefra kommende faktorer, der spiller ind, er der stor sandsynlighed for, at det er en af de mutationer, der kan forårsage, at barnet er sygt. Vi ser blandt andet de novo mutationer hos børn, der har påfaldende mange infektioner og problemer i immunsystemet, som far og mor ikke har, eller bliver ramt af kræft meget tidligt i livet.”

Vi skal ud til flere specialer

Også når det gælder sjældne sygdomme, er NGS-teknologien afgørende for at kunne stille den rigtige diagnose:

”Vi gør det herhjemme som nogen af de første, og jeg tror, at flere og flere og specialer fremadrettet vil gøre brug af os. Og igen – det er ikke dyrt: Der bliver sparet penge til udsigtsløse behandlinger, ’for så undersøger man det ene gen, og det var ikke det, og så er det en anden afdeling osv.’. Det er meget billigere at lave hele den genetiske udredning på én gang i stedet for at udføre enkeltanalyser,” siger Maria Rossing.

Ville det så ikke være smartere at have et tværfagligt diagnostisk center, hvor man kunne lave det hele?

”Som det er nu, skal alle være eksperter inden for alle sygdomme, men det ville være mere fornuftigt at arbejde på tværs af specialerne i et diagnostisk center, så alle de våde laboratoriespecialer var mere fælles om de enkelte sygdomsområder, og hvor specialerne ikke var så rigide, men hvor man kunne have en fælles sygdomsprofil i sit laboratorievirke.

Der skal et holdningsskifte til, før diagnostikken samles på ét sted. Men jeg tror, de oprindelige specialegrænser bliver blødt op, så man mere fokuserer på sygdomsfundamentet i den enkelte patientgruppe. Mine kliniske kolleger bliver i stigende grad brugere af de analyser, vi laver, både for arvelige og sjældne sygdomme og i forhold til diagnostik og skræddersyet behandling. Det er meget tilfredsstillende, når det diagnostiske felt udvikles så hurtigt,” siger Maria Rossing.