ESMO-highlights 2025: Klapsalver, paradigmeskifte og nye kurative behandlinger

Den europæiske kræftkongres ESMO 2025 gav os stående bifald, potentielle nye og historisk effektive standardbehandlinger samt håb om helbredelse af flere patienter med kræft i tidlige stadier. Resultaterne flytter grænserne for, hvad moderne onkologi kan tilbyde, lød konklusionen fra flere klinikere.

Klapsalverne under KEYNOTE-905 var et af årets stærke øjeblikke.

Da data fra KEYNOTE-905 blev præsenteret under Presidential Symposium, brød salen ud i spontane klapsalver. For første gang så vi overlevelsesdata fra kombinationen af Padcev (enfortumab vedotin) og Keytruda (pembrolizumab) hos patienter med muskelinvasiv blærekræft, der ikke tåler cisplatin.

Resultaterne var markante: Risikoen for død blev halveret (HR 0,50), og hele 57,1 procent af patienterne havde fuldstændig tumorregression ved operation – mod blot 8,6 procent i kontrolgruppen.

“Jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke bliver standardbehandling,” sagde Andreas Carus, overlæge på Aalborg Universitetshospitals kræftafdeling, efter at have overværet præsentationen.

Han kaldte resultaterne ”plug and play”, for kombinationsbehandlingen er allerede i brug til blærekræftpatienter med metastatisk sygdom. Dermed er det en behandling, der kan implementeres direkte i klinisk praksis, så snart Medicinrådet giver grønt lys til, at blærekræftonkologerne kan anvende den udvidede indikation.

Studiet rejste samtidig et vigtigt klinisk spørgsmål: Kan nogle patienter måske helt undgå cystektomi i fremtiden?

“På længere sigt kan det blive relevant at diskutere en blærebesparende strategi på baggrund af resultaterne i studiet,” siger Andreas Carus.

En revolution i behandlingen af tarmkræft

På hjemmebane var der også grund til eufori. Fase III-studiet CheckMate 8HW, hvor danske patienter har deltaget, viste, at Opdivo (nivolumab) i kombination med Yervoy (ipilimumab) næsten halverer risikoen for død blandt patienter med MSI-H/dMMR metastatisk kolorektalkræft.

For cheflæge Lars Henrik Jensen fra Vejle Sygehus, der har haft danske patienter med i studiet, var det et stort øjeblik at se de tidlige overlevelsesdata, som flugtede med hans egne kliniske oplevelser med behandlingen.

“Det er jo fedt at være tarmkræftslæge og snakke med patienter seks eller otte år efter, at de blev erklæret dødeligt syge. Det er en revolution.”

Resultaterne viste, at risikoen for progression eller død blev reduceret med 31 procent i første linje og med 38 procent på tværs af alle linjer. Derudover opnåede 73 procent af patienterne i første linje tumorreduktion mod 61 procent med nivolumab alene, mens den samlede responsrate på tværs af alle linjer var 71 procent mod 58 procent. 

Risikoen for død blev reduceret med 39 procent for kombinationsbehandlingen, og median overlevelse var endnu ikke nået.

Kurativ effekt på mave- og spiserørskræft

I årevis har læger talt om, at immunterapi en dag kunne forbedre overlevelsen for patienter med resektabel mave- og spiserørskræft. Nu er den dag kommet.

MATTERHORN-studiet viste, at tillæg af Imfinzi (durvalumab) til perioperativ FLOT-kemoterapi giver en signifikant overlevelsesgevinst hos patienter med ventrikel- og gastroøsofagealt overgangs-adenokarcinom. Det er første gang, et fase III-studie dokumenterer, at en immunterapi i kombination med standard FLOT kan forlænge livet for patienter med lokaliseret sygdom.

Hazard ratio for samlet overlevelse var 0,78, og 68,6 procent af patienterne, der fik durvalumab, var i live efter tre år mod 61,9 procent i kontrolarmen. Forbedringen var konsistent på tværs af undergrupper, uanset om patienterne havde høj eller lav PD-L1-ekspression, og studiet viste, at også patienter uden PD-L1-udtryk havde gevinst af behandlingen, om end ikke statistisk signifikant på grund af det lille antal.

“Jeg er bestemt begejstret,” sagde Morten Mau-Sørensen, overlæge på Rigshospitalet, efter præsentationen ved ESMO 2025.

Han hæftede sig ved, at MATTERHORN er det første studie med perioperativ immunterapi til patienter med resektabel lokaliseret sygdom, som viser effekt på overlevelsen. Tidligere studier har kun demonstreret forbedret eventfri overlevelse, men med MATTERHORN får klinikerne nu det endelige bevis for, at immunterapi faktisk medfører, at flere patienter lever længere – og potentielt bliver helbredt.

“Det er et fantastisk skridt fremad,” sagde han. “Vi ved nu med sikkerhed, at der er en overlevelsesgevinst, når man tillægger durvalumab til FLOT.”

Morten Mau-Sørensen forventer, at resultaterne bliver praksisændrende, og at durvalumab + FLOT snart bliver ny standard i Europa. Behandlingen er allerede under vurdering hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), og overlægen håber på en hurtig proces:

“Nu ved vi, at man lever længere, hvis man får durvalumab. Men kan vi tilbyde behandlingen? Der er nogle skridt, vi skal igennem først. Men vi ville ønske, at vi kunne komme hjem og give behandlingen til patienter nu.”

En ny kurativ dimension i tidlig brystkræft

De mest ventede resultater inden for brystkræft kom fra de to store DESTINY-studier, DESTINY-Breast11 (DB11) og DESTINY-Breast05 (DB05). Begge undersøgelser viste, at antistof-lægemiddelkonjugatet (ADC’et) Enhertu (trastuzumab deruxtecan, T-DXd) markant forbedrer effekten i tidlig HER2-positiv brystkræft – både som neoadjuverende og adjuverende behandling.

For første gang præsenteres data, der peger på, at det potente ADC-lægemiddel kan flytte sig helt frem i det kurative behandlingsforløb. I DB11 opnåede 67,3 procent af patienterne komplet tumorsvind før operation sammenlignet med 56,3 procent i kontrolarmen, svarende til en absolut forskel på mere end 11 procentpoint. Effekten blev observeret på tværs af hormonreceptorstatus, og særligt blandt ER-negative patienter sås en bemærkelsesværdig pCR-rate på 83,1 procent.

I DB05, som sammenlignede T-DXd direkte med standardbehandlingen trastuzumab emtansin (T-DM1), blev risikoen for sygdomstilbagefald halveret (HR 0,47). Det var en tydelig demonstration af, at T-DXd ikke blot skubber til pCR-raterne, men også omsætter responsen til klinisk meningsfuld overlevelsesgevinst.

Hun fremhævede, at resultaterne åbner en ny æra i behandlingen af HER2-positiv brystkræft, men også at lægerne må være varsomme, når behandlingen nu bevæger sig helt frem i det kurative felt. To patienter døde af interstitiel lungesygdom (ILD) i DB05, og bivirkningen kræver tæt monitorering.

“ILD er en velkendt bivirkning til behandlingen, og i langt de fleste tilfælde er der tale om en tilstand, der er reversibel og kun ganske sjældent har fatalt outcome, men behandlingen vil kræve ekstra monitorering, og at vi taler åbent med patienterne om risikoen,” sagde hun.

Resultaterne fra de to studier efterlod også flere ubesvarede spørgsmål. Skal T-DXd gives før operation for at øge chancen for komplet respons – eller efter operation for at mindske risikoen for tilbagefald? Og hvad gør man med de patienter, der ikke opnår pCR efter neoadjuverende behandling?

Ifølge Christina Bjerre vil fremtidige studier være nødvendige for at afklare den optimale rækkefølge og varighed.

ADC’erne dominerer fortsat

ESMO 2025 var i høj grad domineret af ADC’erne, og nu begynder vi at se betydelige resultater inden for forskellige sygdomsstadier og kræftformer, som ikke tidligere har haft effekt af ADC’er.

Det mest markante fremskridt inden for lungekræft kom fra fase III-studiet OptiTROP-Lung04, hvor det nye TROP2-rettede ADC sacituzumab tirumotecan (sac-TMT) overgik platinbaseret kemoterapi hos patienter med EGFR-muteret NSCLC, der har progredieret på EGFR-TKI.

Patienterne, som traditionelt har haft få muligheder efter progression på en TKI, oplevede en fordobling af progressionsfri overlevelse – 8,3 måneder mod 4,3 måneder – og en 40 procents reduktion i risikoen for død (HR 0,60). Effekten blev fulgt af en god tolerabilitet og færre alvorlige bivirkninger end med kemoterapi.

“Det er imponerende data. Man har ikke set så flotte resultater før hos denne patientgruppe,” sagde Edyta Urbanska fra Rigshospitalets kræftafdeling efter præsentationen og fremhævede, at det er første gang, man ser en ADC med dokumenteret overlevelsesgevinst i denne patientgruppe.

Sac-TMT viste samtidig en høj objektiv responsrate (60,3 procent mod 43 procent) og en lav forekomst af alvorlige bivirkninger. Behandlingen blev modtaget som et gennembrud for patienter, der ellers har stået uden gode post-TKI-alternativer, og mange onkologer ser det som et muligt nyt standardvalg i anden linje.

TROP2-ADC viser effekt på brystkræft

TROP2-ADC’er viste også effekt inden for brystkræft. To store fase III-studier – TROPION-Breast02 og ASCENT-03 – viste, at de TROP2-rettede ADC’er Datroway (datopotamab deruxtecan, Dato-DXd) og Trodelvy (sacituzumab govitecan, SG) begge overgår standardkemoterapi i førstelinje ved metastatisk triple-negativ brystkræft (mTNBC) hos patienter, der er uegnede til immunterapi.

Dato-DXd-studiet viste både signifikant forbedret PFS og OS. Median progressionsfri overlevelse blev næsten fordoblet (10,8 mod 5,6 måneder), og den samlede overlevelse steg fra 18,7 til 23,7 måneder (HR 0,79).

“ADC’erne opnår en sammenlignelig progressionsfri overlevelse, men det er kun Dato-DXd, der opnår en samlet overlevelsesgevinst, og dermed slår den på nuværende tidspunkt SG af banen,” sagde Ann Knoop, overlæge og leder af Onkologisk Klinisk Forskningsenhed på Rigshospitalet.

Hun påpegede, at patientgruppen med metastatisk triple-negativ brystkræft traditionelt har haft meget få effektive behandlinger, og at resultaterne derfor markerer et betydningsfuldt fremskridt. SG viste også forbedret PFS, men har ikke leveret en moden OS-fordel. Således bringer Dato-DXd for første gang ADC-behandlingen ind i et område, hvor man taler om overlevelsesforbedring hos triple-negative brystkræftpatienter – ikke blot symptomlindring.

Pluvicto: Radionuklidterapiens gennembrud

I prostatakræft blev radioligandterapien Pluvicto (Lu-PSMA-617) for første gang testet i førstelinje – og viste markant effekt.

I PSMAddition-studiet reducerede kombinationen af ADT + ARPI + Lu-PSMA-617 risikoen for progression eller død med 28 procent (HR 0,72).

“Det er et klart signal om, at behandlingen virker biologisk,” sagde Peter Meidahl Petersen, overlæge på Rigshospitalet.

Han kalder resultaterne et positivt skridt i udviklingen af radioligandterapi, og med de nye data bevæger lutetium-PSMA sig fra eksperimentel til klinisk anvendelig behandling – en mulig ny æra i prostatakræft.