Skip to main content

 

Behandling med ny FGFR-hæmmer vælges ud fra tumorudtryk

ESMO 2016: Resultaterne fra det første studie i mennesker af FGFR (fibroblast vækstfaktor receptor)-hæmmeren BAY 1163877 til behandling af lokalt fremskreden eller metastatisk solide tumorer blev fremlagt på dette års ESMO-kongres.

I studiet (Abstract 360O_PR) har forskerne brugt messenger RNA (mRNA) i tumorerne til at identificere, hvilke patienter der vil reagere på behandlingen.

De fleste undersøgelser af FGFR-hæmmere har haft begrænset succes med at undersøge for FGFR-abnormiteter i patienternes tumorer. Den nye undersøgelse har anvendt en innovativ biomarkørtilgang i form af såkaldt tumor FGFR-mRNA-ekspression.

Multicenter-fase 1-studiet blev gennemført i seks lande, og dosiseskaleringsstudiet blev efterfulgt af ekspansionskohorter hos patienter med forhøjede tumor FGFR-mRNA-niveauer. I alt 80 patienter blev inkluderet og behandlet, herunder 23 patienter i dosiseskaleringsfase og 57 patienter i ekspansionskohorter. Patienterne havde enten blærekræft, hoved-halskræft eller lungekræft.

Det dosiseskalerende studie testede fem doser af BAY 1163877 fra 50 til 800 mg to gange dagligt. BAY 1163877 har en halveringstid på cirka 12 timer og afslørede mindre end dosis-proportional stigning i eksponeringen ved doser over 200 mg.

Der blev ikke defineret en maksimal tolereret dosis for stoffet, fordi der ikke var nogen dosisbegrænsende toksiciteter, men baseret på resultaterne fra de prækliniske undersøgelser, virkningen på serumfosfat-niveauer og kliniske analyser anbefaler forskerne at undersøge 800 mg to gange dagligt i de fremtidige undersøgelser.

Ifølge forskerne bag studiet er toksicitetsprofilen bedre for BAY 1163877 end for de andre FGFR –hæmmere, der er under udvikling.

De fleste patienter udviklede ikke alvorlig hyperphosphatæmi, som forekommer ved alle FGFR-hæmmere. Disse patienter fik et phosphat-bindemiddel, og dosis af BAY 1163877 kunne reduceres for at undgå yderligere stigninger af phosphat i blodet.

I ekspansionskohorterne blev den højeste aktivitet af BAY 1163877 set i blærekræft, med tre ud af otte patienter, der oplevede delvis remission. Der blev også observeret delvis remission i individuelle patienter med planocellulær lungekræft, planocellulær karcinom i hoved og hals og adenoid cystisk carcinom. Sidstnævnte reaktion varede i mere end et år.

 

"BAY 1163877 er et veltolereret stof med en innovativ biomarkørtilgang, der effektivt identificerer patienter, der har en god chance for at få gavn af behandlingen. Der bør nu foretages yderligere undersøgelser, især i blærekræft hvor omkring 35 procent af patienterne er FGFR-mRNA-positive," siger ledende forfatter Markus Joerger, fra St. Gallen Cancer Center i Schweiz i en pressemeddelelse fra ESMO.