Danske Kræftforskningsdage: Vi skal løfte den tidlige kræftdiagnostik i almen praksis

Der mangler gode udredningsmuligheder til næsten halvdelen af de kræftpatienter, som praktiserende læger møder, argumenterer forskere på Danske Kræftforskningsdage.

Måske var det sult efter at mødes med kollegaer ovenpå epidemien og aflysning af tidligere fysiske kongresser, men dette års Danske Kræftforskningsdage blev udsolgt på et kort øjeblik med 500 deltagende og over 200 abstracts, fortæller lærestolsprofessor og formand for DMCG, Michael Borre, i sin åbning af 2021-konferencen, der foregik i Odense 26. og 27. august.

”Samarbejde er vejen til, at vi kan lykkes på kræftområdet. Derfor er jeg så glad for, at vi kan mødes så mange i dag på den anden side af epidemien.”

Det var netop samarbejde om bedre kræftudredning og behandling, der var det gennemgående tema for Danske Kræftforskningsdage med hashtagget #SamarbejdeOmKræft.

Konferencen blev indledt med oplæg om bl.a. de udfordringer praktiserende læger møder, når de skal udrede, hvad der viser sig at være kræftpatienter. 

Den første oplægsholder var Jens Søndergaard, professor, forskningsleder på Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet. 

”Hvor er det dejligt at se mennesker i 3D,” åbnede han og konstaterede med optimisme, at det går godt med kræftoverlevelsen i Danmark. 

”Cancerincidensen er steget de seneste år, men prævalensen er steget mere, hvad samlet peger på, at flere lever længere med kræft. Men der er også plads til forbedringer,” sagde Jens Søndergaard. 

Bedre og ens adgang til kræftudredning på tværs af regioner

Det er især patienter med vage  symptomer, som vi nu skal rette vores fokus mod, konstaterer han. Det er de mange patienter, som ikke passer på et pakkeforløb, og hvor samarbejdet mellem almen praksis og hospitalssektoren er afgørende.

”Mere end to tredjedele af alle kræfttilfælde præsenterer sig første gang i almen praksis, men kun halvdelen af alle kræftpatienter har alarmsymptomer ved første henvendelse,” sagde Jens Søndergaard. 

Forudsætning for hurtig kræftudredning er adgang til gode undersøgelser, der bl.a. skal udelukke kræft som differentialdiagnose, pointerer han, men der er stor variation på tværs af regionerne i forhold til de henvisningskriterier, som den praktiserende læge møder, og hvilke diagnostiske undersøgelser den praktiserende læge kan henvise direkte til. Det har VIVE dokumenterede med to rapporter, hvor den seneste er fra august 2021.

Det kan ses i store regionale forskelle i antallet af CT-scanninger, der bliver lavet, men også hvor ofte de diagnostiske pakkeforløb ”Mistanke om alvorlig sygdom, der kunne være kræft” kommer i brug i regionerne og hvad disse pakkeforløb reelt indeholder, konstaterede Jens Søndergaard. 

”Jeg undrer mig over, at der er så stor forskel på anvendelsen af MAS-forløb på tværs af regionerne og stor variation i antal billeddiagnostiske undersøgelser, der bliver lavet. Mens antallet af ny-diagnosticerede kræftforløb ikke er betydeligt forskellig på tværs af regionerne,” sagde Jens Søndergaard og overlod scenen til næste oplægsholder. 

Vi mangler at løfte den diagnostiske vej

Efter to oplæg om screening blev Jens Søndergaards pointer samlet op og understøttet af Frede Olesen, adjungeret professor på Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet.

 ”Der er grund til at være stolt af dansk kræftbehandling. Der er ikke nogen seng, jeg hellere ville være i end en dansk, hvis jeg fik konstateret kræft. Men jeg er ikke sikker på, jeg vil sige det samme, hvis jeg fik symptomer og skulle udredes for kræft,” siger Frede Olesen og konstaterer, at vi grundlæggende ikke har rykket os siden 2005, når det kommer til udredningen af patienter med vage symptomer. Han ridser problemet op ved at karakterisere de tre typer af kræftpatienter en praktiserende læge møder. Udredningen fungerer kun for én ud af de tre lige nu, mens de to andre kan forbedres betydeligt, konstaterer han. 

”Det er afgørende vigtigt, at vi får sat fokus på det område. Vi har et pakkeforløb for patienter med specifikke alarmsymptomer på kræft (første udredningsspor, red.), hvor cirka halvdelen af alle kræftpatienter starter i et godt og hurtigt forløb.

Men så har vi et diagnostisk pakkeforløb for diffuse symptomer på alvorlig sygdom, der kan være kræft (andet udredningsspor, red.), hvor to rapporter fra VIVE har vist os, at det ikke fungerer optimalt.

Til sidst er der ikke et velfungerende tilbud til den tredjedel af alle kræftpatienter, som skal findes i den gruppe patienter, hvor vi ikke umiddelbart troede, at de havde alvorlig sygdom. Dem, som møder deres praktiserende læge med vage symptomer, der eksempelvis kan være en lungebetændelse, men viser sig at være lungekræft,” siger Frede Olesen, der referer til forskning, som underbygger, at de to sidste spor bør forbedres, og at ’Jo før Jo bedre’-initiativet, der havde afsat 1,1 milliard kroner til kræftområdet og til bl.a. at give praktiserende læger bedre mulighed for at udrede deres patienter, ikke er blevet implementeret og dokumenteret tilfredsstillende. 

Intentioner i ’Jo før jo bedre’ er ikke gennemført systematisk, og tre-ben-strategien er aldrig forstået og målrettet implementeret,” siger Frede Olesen.

Den nyeste rapport er en VIVE-rapport fra august 2021, som viser, at praktiserende læger stadig møder samme udfordringer, som de gjorde op til ’Jo før Jo bedre’-initiativet fra 2014: Lange ventetider til afgørende undersøgelser, manglende direkte adgang til diagnostiske undersøgelser (til tider op mod seks uger) og uensartet implementering af diagnostiske pakkeforløb på tværs af de diagnostiske centre.  

Hvad er løsningen så?

Det diagnostiske pakkeforløb – også kaldet MAS-pakken – skal i langt højere grad simplificeres eller efter Frede Olesens mening afskaffes og konceptet om diagnostiske afdelinger bør opprioriteres, så de altid kan være en reel hjælpende hånd for praktiserende læger, der møder en vanskelig patient, der kan have alvorlig sygdom, mener Frede Olesen. 

”Der er enorm heterogenitet i implementeringen af MAS-pakken. Vi har behov for gode diagnostiske centre, der fjerner stive krav til henvisninger og opprioriterer hjælpen til praktiserende læge. Det vigtigste kriterium for henvisning skal være, at praktiserende læge skriver, ’at han ønsker hjælp til en vanskeligt diagnosticerbar patient, der muligvis har alvorlig sygdom, og hvor han ikke selv kan komme videre i diagnostikken’,” siger Frede Olesen og slår fast:

”Det skal ikke være tilladt for diagnostiske centre at afvise henvisninger fra praktiserende læger. Hvis lægen har en vanskelig patient, hvor mavefornemmelsen siger, at noget er galt, men lægen ikke kan finde ud hvad, så skal det diagnostiske center træde til og afslutte udredningen,” siger Frede Olesen. 

Den sidste VIVE rapport viser, at diagnostiske center opererer med forskellige kriterier for henvisninger fra almen praksis alt afhængig af, hvor man er i landet. Dertil kommer, at nogle diagnostiske centre afviser henvisninger i forskelligt omfang. 

Det vanskelige spor tre

Dertil kommer det vanskelige udredningsspor tre, hvor patienterne kun i få tilfælde har alvorlig sygdom som kræft, men samlet set udgør en tredjedel af alle kræftpatienter. Her handler det især om at kende og imødekomme de praktiserende lægers behov, konstaterer Frede Olesen. 

”De lavthængende frugter er først og fremmest at kende en praktiserende læges behov og stille optimal teknologi til rådighed. De rigtige skopier, de gode blodprøver og billedundersøgelser. Og reducere ventetiden,” siger Frede Olesen. 

”Vi kan støtte den praktiserende læges arbejde langt bedre, end det sker nu. Ventetiden betyder tab af diagnose i et tidligt sygdomsstadium.”

Han understreger samtidig, at der mangler viden og forskning på området, som skal guide, hvordan vi endnu bedre kommer fra symptom til begrundet mistanke, og det bør løftes med et forskningsprogram. Det skal understøttes af en ny multidisciplinær national gruppe og regional grupper med fokus på diagnostik.  

Overordnet anfører han, at vi har behov for en national masterplan for bedre diagnostik. Det kan rykke på området på samme måde som kræftplanerne gjorde.

”Én af de største successer i Danmark er dannelsen af de multidisciplinære gruppe for behandling af sygdomme. Men vi mangler sådan en gruppe for diagnostikken. Og jeg mener, sådan en gruppe bør ledes af praktiserende læger,” siger han. 

Et spørgsmål fra salen lyder: Hvordan skal vi kunne få praktiserende læge til overhovedet at mistænke f.eks. hjernetumor hos en ung patient, hvis symptomerne er hovedpine, træthed og opkast som først og fremmest peger mod stress?

”Det er et godt spørgsmål, som illustrerer udfordringen med patienter med vage symptomer. Forskningen kan hjælpe os et stykke på vej, men vi har også brug at adgang til de redskaber i journalsystemerne, som allerede findes. Hvis en patient pludseligt opsøger læge mere end normalt, bør der lyde en advarselslampe. Derudover er efteruddannelse af praktiserende læger vigtig, og så er det vigtigt at rettidigt at stille de nødvendige redskaber til rådighed til udredning af svære patienter med diffuse symptomer,” svarer Frede Olesen.

Han bliver suppleret af professor Jens Søndergaard, som håber, at den praktiserende læge i fremtiden vil have langt bedre journalsystemer, så lægen tidligere kan få mistanke om alvorlig sygdom også ved  de kræftpatienter, der i starten præsenterer symptomer, der som oftest er ufarlige.

”Vi har en ufattelig mængde data i journalsystemet, men vi ser kun overfladen, når vi ser på vores EDB-skærme. Der er en kæmpe mulighed i alle de underliggende data, som vi skal udnytte langt bedre” slutter han.