Skip to main content

 

To projekter får midler fra Kræftens Bekæmpelses Ny medicin-pulje

Bevillinger fra Kræftens Bekæmpelses pulje Ny medicin er blevet uddelt til to initiativer, der vil undersøge behandlingseffekter over en længere periode.

Kræftens Bekæmpelse har afsat en del af Knæk Cancer 2018 midlerne til puljen Ny medicin – indsamling af erfaringer fra klinisk praksis. Puljen uddeles blandt andet til systematisk opsamling af erfaringerne med ny kræftmedicin og udforskning af nye metoder til at evaluere effekter og bivirkninger af ny medicin under ibrugtagning.

Det ene af de projekter, der har modtaget støtte, vil, med overlæge Ann Soegaard Knopp fra Rigshospitalet i spidsen, over en femårig periode indsamle viden om effekten af nye behandlinger til brystkræftpatienter. Ved at udvide den eksisterende database er målet blandt andet at undersøge effekten af nye behandlinger i en repræsentativ national patientpopulation. Man forventer at indsamle data på 17.000 patienter i perioden. Med projektet er forhåbningen at etablere en systematisk registrering og opfølgning af fremtidige patienter med recidiv af brystkræft på vegne af alle onkologiske afdelinger i Danmark. 

Projektet vil således øge viden om nye behandlinger til spredt metastatisk brystkræft og bidrage til, at både læger og patienter får bedre viden om forskellige og nye behandlingsformer, og dermed blandt andet også bidrage til at kvalificere fælles beslutningstagning mellem patient og kræftlæge.

Det andet projekt vil, med centerleder Inge Marie Svane fra Nationalt Center for Cancer Immunterapi (CCIT-DK) i spidsen, indsamle viden om kræftbehandling med immun checkpointhæmmere og på den måde forsøge at dække videnshuller inden for området. I projektet undersøges effekterne i forhold til patienter med modermærkekræft, men behandlingen kan i fremtiden sandsynligvis anvendes ved andre kræftformer.

Bevillingen fra Kræftens Bekæmpelse er givet til at undersøge og indhente viden om behandlingens effekt og patienternes oplevede bivirkninger og livskvalitet over en længere tidsperiode. Indsamling af data over tre år betyder, at man vil opnå mere omfattende viden om behandlingens effekt, toksicitet, fertilitet, patient-rapporterede symptomer og livskvalitet. Patienterne inddrages ved at inkludere PROM-data til at beskrive selvrapporterede symptomer på bivirkninger relateret til behandlingen. Resultaterne forventes hurtigt at kunne implementeres i klinikken.