Skip to main content

 

Opdivo plus Yervoy giver vigtig merværdi ved nyrekræft

Medicinrådet vurderer, at Opdivo (nivolumab) i kombination med Yervoy (ipilimumab) giver en vigtig klinisk merværdi for patienter med lokalavanceret inoperabel eller metastaserende nyrekræft (mRCC), sammenlignet med Sutent (sunitinib) og Votrient (pazopanib).

Det gælder for patienter i intermediær eller dårlig prognosegruppe, som ikke tidligere har modtaget behandling.

Medicinrådets konklusion tager udgangspunkt i en antagelse om, at Sutent og Votrient er ligeværdige behandlingsalternativer.

Med udgangspunkt i den kliniske merværdi og en omkostningsanalyse udarbejdet af Amgros skal Medicinrådet nu vurdere, om Opdivo/Yervoy skal anbefales som mulig standardbehandling.

Opdivo er en såkaldt immun checkpoint-hæmmer, som binder sig til receptoren kaldet programmeret celledød-1 (PD-1), der findes på immunsystemets T-celler. Ved bindingen af Opdivo blokeres den negative regulator af T-celleaktivitet, og immunsystemets evne til at dræbe kræftcellerne forstærkes.

Yervoy er en cytotoksisk T-lymfocyt-antigen-4 (CTLA-4) immuncheckpoint-hæmmer, som binder til og blokerer aktiviteten af CTLA-4, der er et protein, som hæmmer immunsystemets T-celle aktivitet. Ved denne blokering aktiverer ipilimumab derfor T-cellerne, og immunsystemets evne til at dræbe kræftcellerne forstærkes.

Kombinationsbehandling med Opdivo og Yervoy er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, til behandling af voksne patienter med mRCC i intermediær eller dårlig prognosegruppe uafhængigt af PD-L1-ekspressionsstatus.