Skip to main content

”Det er et gennembrud for kræftvacciner. Imponerende flotte resultater,” lyder dommen fra Inge Marie Svane om KEYNOTE-942 studiet.

Inge Marie Svane: Resultater med mRNA-vaccine er et gennembrud for kræftvacciner

ASCO: Kombinationen af den eksperimentelle kræftvaccine mRNA-4157 og standardimmunterapien Keytruda (pembrolizumab) giver en statistisk og klinisk signifikant forbedring af fjernmetastasefri overlevelse (DMFS) sammenlignet med pembrolizumab alene hos patienter med højrisiko stadie IIIB/C/D og IV melanom.

Det viser de seneste resultater af fase II-forsøget KEYNOTEC-942, som blev præsenteret på ASCO 2023 (abstract #LBA9503).

”Det er et gennembrud for kræftvacciner. Imponerende flotte resultater,” lyder dommen fra Inge Marie Svane, professor, overlæge og leder af Center for Cancer Immunterapi (CCIT) på Herlev Hospital. Hun er ikke selv involveret i forsøget, men har set resultaterne.

”I foråret så vi resultater for RFS (recidivfri overlevelse, red.), og de var gode, men DMFS-resultaterne er endnu bedre. Der er tale om en signifikant reduktion af fjernmetastaserecidiver, og det er væsentligt, for det er fjernmetastaser, patienterne dør af.”

En dyr behandling

Data præsenteret på AACR-kongressen i foråret viste, at vaccine plus pembrolizumab reducerede risikoen for recidiv eller død med 44 procent (HR 0,56; 95% CI 0,31-1,08; p = 0,0266) sammenlignet med pembrolizumab alene.

De nyeste resultater viser, at kombinationsbehandlingen giver en endnu større reduktion af risikoen for fjernmetastaser med en hazard ratio på 0,347 (95% CI 0,145-0,828, p = 0,0063). Kun 8,4 procent (9/107) af patienterne i kombinationsgruppen oplevede fjernmetastaser eller død sammenlignet med 24 procent (12/50) af patienterne i monoterapigruppen. 18-måneders DMFS-raterne var 91,8 procent for kombinationsbehandlingen mod 76,8 procent for monoterapi.

”Risikoen for recidiv er allerede halveret med pembrolizumab alene, så det er flot, at man opnår så stor forbedring ved tillæg af vaccinen,” siger Inge Marie Svane.

Der er nu iværksat et fase III-forsøg, som også danske kræftafdelinger deltager i.

”Fase III-forsøget bliver afgørende, men det er svært at forestille sig, at det ikke falder positivt ud, når der er så positive tal fra et randomiseret fase II-forsøg,” siger Inge Marie Svane. På trods af de gode resultater forventer hun ikke, at behandlingen bliver godkendt på baggrund af fase II-data.

”Der er ingen tvivl om, at behandlingen er meget dyr, da der er tale om en patientspecifik vaccine. Effekten skal svare til prisen, og godkendelsesmyndighederne vil formentlig kræve at se data for den samlede overlevelse.”

Udfordring for myndighederne

Kræftvaccinen mRNA-4157 er patientspecifik og kan indeholde op til 34 specifikke tumor-neoantigener. Fremstillingen foregår ved, at klinikerne sender tumorvæv til producenten, som leverer vaccinen. Hvad der sker undervejs i produktionen er ukendt for klinikerne. De må blot stole på producenten. Inge Marie Svane kalder det en black box, og det er en udfordring – også for godkendelsesmyndighederne, som er vant til at forholde sig til hyldeprodukter med velbeskrevet indhold, effekter og bivirkningsprofiler.

”Jeg er spændt på, hvad myndighederne stiller op med kræftvaccinerne. De skal have sikkerhed for, at producenternes algoritme til forudsigelse af vaccineantigener virker, og at de ikke pludselig ændrer den, så den ikke længere fungerer. Det har myndighederne aldrig skullet forholde sig til før,” siger Inge Marie Svane

Sådan er forsøget designet

KEYNOTE-942 er et igangværende multicenter, åbent, randomiseret fase II forsøg, som inkluderer patienter med komplet reseceret højrisiko stadie IIIB/C/D og IV kutant melanom. Patienterne blev randomiseret til enten at modtage vaccinen mRNA-4157 i kombination med pembrolizumab eller pembrolizumab alene. mRNA-4157 (1 mg) blev administreret intramuskulært hver tredje uge – i alt ni doser – og pembrolizumab (200 mg) blev givet intravenøst hver tredje uge i op til 18 serier. Det primære endepunkt var RFS, defineret som lokalt-, lokoregionalt- eller fjernrecidiv eller nyt primært melanom. Det sekundære endepunkt var DMFS. 157 patienter blev randomiseret til mRNA-4157 plus pembrolizumab (n = 107) eller pembrolizumab alene (n = 50).