EMERALD-1 fejler: Ingen OS-gevinst hos patienter med leverkræft
ESMO GI: De endelige overlevelsesdata fra EMERALD-1 viser ingen samlet overlevelsesgevinst ved at lægge Imfinzi (durvalumab) med eller uden bevacizumab til transarteriel kemoembolisering (TACE) hos patienter med ikke-resektabel, emboliseringsegnet hepatocellulært karcinom (uHCC).
Resultaterne kommer fra fase III-studiet EMERALD-1, som blev præsenteret på ESMO GI 2026 (abstract #183O).
Studiet har ellers tidligere vakt begejstring, da det opnåede sit primære endepunkt med en signifikant forbedring af progressionsfri overlevelse (PFS).
”Vi ser, at den mediane progressionsfri overlevelse næsten fordobles, når TACE gives sammen med durvalumab og bevacizumab. Hvis det holder, så er der ingen tvivl om, at den kombination vil blive standard til de patienter, som i dag er kandidater til TACE. Det er super interessant,” sagde Per Pfeiffer, professor og overlæge på Onkologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital, til Onkologisk Tidsskrift, da PFS-resultaterne blev præsenteret på ASCO GI i 2024.
Han fortsatte:
”Vi mangler stadig at se samlede overlevelsesdata. Dem skal vi selvfølgelig se, førend vi endeligt kan konkludere noget om behandlingens potentiale."
Nu foreligger så data for samlet overlevelse (OS), og de falder ikke ud til fordel for kombinationsbehandling.
Både dobbelt- og triplebehandling fejler
I EMERALD-1 blev patienterne randomiseret 1:1:1 til durvalumab plus bevacizumab og TACE, durvalumab plus TACE eller TACE alene.
616 patienter blev randomiseret: 204 til durvalumab plus bevacizumab og TACE, 207 til durvalumab plus TACE og 205 til TACE alene.
Ved den endelige OS-analyse var den mediane opfølgning 56,3 måneder i durvalumab-bevacizumab-TACE-armen, 57,8 måneder i durvalumab-TACE-armen og 53,0 måneder i TACE-armen. På tidspunktet for analysen var 6,0 procent fortsat i behandling.
Den mediane samlet overlevelse var 29,9 måneder med triplebehandlingen mod 33,3 måneder med TACE alene (HR 1,10; 95% CI 0,87-1,39; p=0,470). For durvalumab plus TACE var median samlet overlevelse 33,6 måneder mod 33,3 måneder med TACE alene (HR 0,93; 95% CI 0,74-1,19; p=0,666).
Flere bivirkninger med kombinationsbehandling
Grad 3-4-bivirkninger forekom hos 47,4 procent i durvalumab-bevacizumab-TACE-armen, 30,6 procent i durvalumab-TACE-armen og 25,0 procent i TACE-armen. Grad 3-4-bivirkninger, der blev vurderet som potentielt relaterede til studiebehandlingen, forekom hos henholdsvis 27,3 procent, 7,8 procent og 7,5 procent.
Der blev rapporteret alvorlige bivirkninger hos 51,9 procent med durvalumab-bevacizumab-TACE, 38,4 procent med durvalumab-TACE og 33,5 procent med TACE alene. Alvorlige bivirkninger, der potentielt var relaterede til behandling, forekom hos henholdsvis 20,1 procent, 6,5 procent og 5,5 procent.
Andelen af patienter, som seponerede behandlingen som følge af bivirkninger, var 29,2 procent i durvalumab-bevacizumab-TACE-armen, 12,9 procent i durvalumab-TACE-armen og 8,5 procent i TACE-armen. Immunmedierede bivirkninger forekom hos henholdsvis 65,5 procent, 38,4 procent og 34,5 procent.
